Det er efterhånden halvandet år siden, at Folketinget vedtog den særlov, der gav ukrainere på flugt fra krigen mod Rusland mulighed for at søge ophold i Danmark.
Og i erkendelse af, at der er en række huller i særloven, og at krigen nok ikke slutter lige foreløbig, vil regeringen nu foretage en række ændringer af de eksisterende regler.
- Vi skal fortsat tage ansvar for de fordrevne fra Ukraine, som er kommet til Danmark. Derfor ønsker regeringen at rette op på en række af de udfordringer, som vi er blevet opmærksomme på, siden særloven trådte i kraft, siger udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) i en pressemeddelelse.
Gifte kan godt være enlige
Det vil blandt andet komme de ukrainske kvinder til gode, der er i Danmark med deres børn, mens ægtefællen fortsat befinder sig i hjemlandet og deltager i krigen mod Rusland.
De har hidtil fået udbetalt kontanthjælp som værende gift. Men fremover vil de kunne få den højere ydelse, som tildeles enlige forsørgere.
På samme måde befinder der sig en række børn i Danmark, hvis forældre fortsat befinder sig i Ukraine.
De bliver forsørget af andre fordrevne ukrainere, som indtil nu imidlertid ikke har kunnet få tilskud til børn, de ikke har forsørgerpligt for. Men det bliver der også ændret på.
Længere frist
Endelig har det hidtil heddet, at kommunerne inden for fire dage har skullet overtage ansvaret for ukrainere, der visiteres til kommunerne.
Den frist har vist sig at være lige kort nok. Derfor får kommunerne fremover en frist på op til 15 dage til at finde et sted at bo til nytilkomne ukrainere.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.