
SYDDANMARK: 40 mod én. Kun stifter af Vejle Folkeparti Holger Gorm Petersen stemte på dagens regionsrådsmøde imod, at tidligere regionsrådsformand Carl Holst (V) meldes til politiet for ulovlig brug af regionens midler. Dermed fulgte det overvejende flertal som ventet eftermiddagens anbefaling fra regionens forretningsudvalg oven på Statsforvaltningens redegørelse.
Holger Gorm Petersen mente som den eneste, at en anmeldelse ville være spild af tid, da han fandt det tvivlsomt, at politiet kan vende flere sten end Statsforvaltningen. Samtidig kaldte han det, Carl Holst de seneste måneder har været igennem, for en heksejagt. Det fik flere op af stolen, og særligt SF's Ida Damborg og Poul-Erik Svendsen fra Socialdemokraterne erklærede sig 'dybt rystet' over, at Holger Gorm Petersen tog så let på, hvad der muligvis kan kategoriseres som et lovbrud på regionens ledelsesgange.
Som en ikke uvæsentlig sidebemærkning måtte Poul-Erik Svendsen i kraft af sin rolle som næstformand sammen med Thies Mathiesen (DF) lægge ryg til beskyldninger om mulig medinvolveren, da Holger Gorm Petersen konstaterede, at de to næstformænd ikke kan have undgået at kende til den dobbeltdetroniserede regionsrådsformand og forsvarministers misbrug af regionsmidler. En påstand, som Poul-Erik Svendsen kategorisk afviste.
Politiet er i forvejen i gang med en undersøgelse af Carl Holst, efter at flere borgere har meldt ham. Den nye anmeldelse fra regionen vil sammen med de undersøgelser, regionen allerede har fået lavet, indgå i politiets efterforskning.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.