HOVEDSTADEN: Rekordmange udenlandske læger strømmede sidste år til Danmark. Men langt de fleste står uden job, fordi de ikke har kunnet få en afgørende evalueringsansættelse, der kan sikre dem dansk lægeautorisation.
871 læger uddannet uden for EU fik sidste år særlige opholdstilladelser i Danmark med henblik på at opnå dansk autorisation.
Men samtidig blev der bare udstedt 105 evalueringsautorisationer til udenlandske læger, der havde opnået en evalueringsansættelse. Det viser tal fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) og Styrelsen for Patientsikkerhed, som Sjællandske Nyheder har fået.
Ubalancen fik i december sundhedsminister Sophie Løhde (V) til at indføre et akut stop for nye opholdstilladelser, der gælder hele 2026. Men der bør gøres noget for de læger, der allerede er ankommet til Danmark. Det mener SF’s gruppeformand i Region Hovedstaden Peter Westermann.
- De udenlandske læger er kommet til Danmark, fordi vi har lægemangel, men derefter kan de ikke få den afgørende evalueringsansættelse. Det er ikke rimeligt. Det giver heller ikke mening i forhold til, at vi har talt så meget om, at der er lægemangel, siger Peter Westermann til Sjællandske Nyheder.
De enkelte sygehusafdelinger skal selv finansiere en evalueringsansættelse af en udenlandsk læge, mens de kompenseres delvist af staten, når de har en dansk læge i en tilsvarende klinisk basisuddannelse (KBU).
- Derfor er der brug for en central pulje, som sygehusafdelingerne så kan få penge fra. Rigtig mange af de udenlandske læger er klar til at slå sig ned, hvor som helst på Sjælland, Lolland, Falster, Bornholm eller i Thisted uden at blinke, hvis de kan få en ansættelse, siger Peter Westermann.
SF’s forslag har umiddelbart opbakning fra De Radikale i regionsrådet, mens de øvrige partier ikke har stillet sig i vejen for at tage det op.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.













