
BRUXELLES: Det er forår i Bruxelles. Rikke Karlsson sidder på sit kontor i Europa-Parlamentet og arbejder, da Morten Messerschmidts (DF) sekretær, Søren Peter Jensen kommer ind. Han beder hende om at underskrive to stykker papirer, hvor der ikke står andet end MELD og FELD.
- Hvad er det? spørger Karlsson, og Jensen svarer, at hun bare skal skrive under på papirerne, så foreningen kan få sine penge.
Rikke Karlsson værger for sig. Hun ved ikke, hvad det er, og hun vil ikke skrive under på papirerne, før hun ved mere. Hun har jo ikke været til nogen møder i foreninger, som hun ikke en gang ved, hun er medlem af.
Sekretæren forlader derefter irriteret kontoret, og vrisser ‘Åhhh, men så får vi ikke nogen penge.'
Dét blev Rikke Karlssons første møde med de to foreninger, som senere på året skulle komme til at få en afgørende betydning for hendes politiske karriere.
Men historien er lang og omfattende, så derfor satte dknyt Karlsson stævne i Bruxelles tidligere på ugen for at få historien fra hestens egen mule. Det blev historien om skjulte midler, som de færreste aner, hvad bliver brugt til. Det blev historien om at holde sine venner tætte og at holde sine gamle venner lidt tættere end de nye.
Sagen kort
Rikke Karlsson meddelte tirsdag på sin Facebook-profil, at hun efter nøje overvejelse havde besluttet at forlade sit parti, Dansk Folkeparti. Det på baggrund af, at hun i forbindelse med sin indtræden i Europa-Parlamentet også blev meldt ind i fonden FELD og alliancen MELD.
MELD og FELD er to organisationer med meget tætte bånd. Faktisk så tætte bånd, at de, som sidder i alliancen MELD (Movement for a Europe of Liberties and Democracy) også sidder i fonden FELD (Foundation for a Europe of Liberties and Democracy). Europa-Parlamentet støtter fonde og alliancer som MELD og FELD - og dem er der mange af i EU-systemet - med 85 pct. af deres omkostninger. Partiet skal selv finde resten af midlerne blandt deres medlemmer.
Men sagen starter ifølge Karlsson allerede længe før, hun bliver valgt ind.
Fonde og partiers regnskab fra det foregående år, skal i parlamentet ligge klart 30. april og det skal sendes til godkendelse senest 30. juni. Derefter foretager man en medlemsoptælling senest 30. september og det beløb, EU støtter med, er udregnet på baggrund af, hvor mange medlemmer, der er i september. De penge bliver udbetalt i april det efterfølgende år.
Før valget i maj 2014 sad der i MELD 22 medlemmer. I FELD sad de samme 22 medlemmer. Af dem blev kun 21 genvalgt, og tilbage sad Morten Messerschmidt som ene hane i kurven. Selvom de 21 medlemmer ikke bliver genvalgt - og dermed ikke kommer til at kunne bruge pengene - beholder fonden og partiet deres midler, fortæller Rikke Karlsson til dknyt.
Efter valget bliver Rikke Karlsson og de to andre nyvalgte medlemmer af parlamentet for Dansk Folkeparti, Anders Vistisen og Jørn Dohrman meldt ind i de to organisationer. Ifølge Karlsson underskriver hun i begyndelsen af sin valgperiode så mange erklæringer og dokumenter, at hun simpelthen ikke opdager, at også hun bliver meldt ind i de to organisationer.
- Normalt er jeg virkeligt meget pernitten med at få læst alt, men det er simpelthen umuligt hernede. Allerede inden jeg kom ind i parlamentet, skrev Morten, at der var en række ting, jeg skulle skrive under på. Jeg forsøgte at læse så meget som muligt, men man kan umuligt nå det, siger Rikke Karlsson og gestikulerer en bunke papirer med en højde på 20-30 cm.
Det har ikke været muligt for dknyt at finde medlemslister, som er opdateret efter valget i 2014, men ifølge den opgørelse af medlemstal, der er foretaget i september 2015, var der 30. september fire medlemmer - altså de fire medlemmer af Dansk Folkeparti, som er valgt ind i Europa-Parlamentet.
Efterhånden finder Rikke Karlsson ud af, at hun ikke kan få oplyst, hvad pengene er brugt til, og hun finder ud af, at der er et stort sammenfald mellem de personer, som i dag håndterer rådgivende opgaver for Dansk Folkeparti og de personer, som har med MELD og FELD at gøre.
Efter flere forsøg på at komme til bunds i sagen, må hun give op. Hun har forsøgt at komme i kontakt med DFs ledelse. Hun har banket på Messerschmidts dør, hun har søgt og søgt, men ingen vegne er hun kommet og til sidst melder hun sig ud af sit eget parti.
Rådgiverne
Et af de sammentræf, Rikke Karlsson falder over, er, at de rådgivere, der er ansat til at hjælpe Dansk Folkepartis medlemmer, også er de embedsmænd, som har haft allermest med FELD og MELD at gøre.
Rikke Karlssons politiske rådgiver, den franske Christophe Beaudouin, er manden, som har lavet hele den juridiske struktur for både MELD og FELD, da organisationerne opstod, mens Dansk Folkeparti - og de to organisationer - fortsat var tilknyttet EFD-gruppen i Europa-Parlamentet. I dag er alle tre partier og fonde knyttet til ECR-gruppen.
Han forklarer lidt om sagen, men ikke nok for Rikke Karlsson. For hvem er medlemmerne? Hvor mange penge drejer det sig om? Hvordan fungerer det? Og hvad er pengene blevet brugt på?
Det viser sig også, ifølge Karlsson, at Jørn Dohrmanns sekretær, Maximillian Rizzo, er tidligere rådgiver for Fiorelli Provera, da han sad i Europa-Parlamentet. Provera er den italiener, som i dag er præsident for FELD. Dét finder Karlsson ud af i forbindelse med en fødselsdagsfejring for Rizzo, som ligger i slutningen af april 2015. Denne fødselsdag er værd at bide mærke i. Mere om det nedenfor.
Samtidigt viser det sig, fortæller Karlsson, at Anders Vistisens sekretær Juan Manuel Gherschin har været bestyrer for MELD's og FELD's kasser i Bruxelles.
Sommer
Hen over sommeren bliver Rikke Karlsson og Jørn Dohrmann flere gange bedt om at underskrive dokumenter, som bevidner, at de har været til møderne. De nægter begge. Jørn Dohrmann har i løbet af den forgangne uge fortalt, at han en enkelt dag er blevet bedt om tre gange at underskrive papirerne. Men han vil se regnskaber først. Det samme vil Karlsson.
- Jeg skal ikke være medlem af hans klub, før jeg har set det regnskab. Glem det. Så må han selv være medlem af sin egen klub, siger Karlsson.
Der er for meget, som for Karlsson virker uklart. Så derfor tager hun fat i Kristian Thulesen Dahl. Hun har brug for, at han går ind i sagen, men valget er netop overstået, og han er taget på ferie med sin familie. På sommergruppemødet taler de to sammen, og Thulesen Dahl siger, at han er godt er klar over, at hun gerne vil tale med ham, men han har travlt, så han spørger ifølge Karlsson, om det passer i august.
Da Morten Messerschmidt under en frokost til sommergruppemødet igen vil have hende til at skrive under, må Karlsson tale med store bogstaver.
- Jeg har sagt til dig gentagne gange, at jeg vil have regnskabet. Jeg vil ikke skrive under på noget, jeg ikke ved hvad er, siger hun, så der bliver helt stille omkring bordet. Messerschmidt går med uforrettet sag og får sagt til hende, at den må hun tage med Dansk Folkepartis ledelse.
- Jeg tror ikke, partiet har vidst noget om, hvor mange midler, der var til rådighed. Jeg tror i stedet, man i partiet spurgte Morten, når man skulle bruge penge, og så ordnede han det. Jeg tror bestemt ikke, de har været klar over, at der bare var sådan en kasse med penge, man bare kunne bruge af.
Sensommer
Nu bliver Rikke Karlsson stædig, fortæller hun. Derfor bliver hun sat i forbindelse med Helmut Betz, som sidder i direktionen for generelle finanser i Europa-Parlamentet. Han forklarer Karlsson, at inden 30. september skal fonde og partier, som modtager penge fra parlamentet have optalt, hvor mange medlemmer, de har. Det var derfor, det pludseligt hastede sådan med at få Karlsson og Dohrmann til at underskrive papirerne om, at de havde deltaget i møderne, fortæller Rikke Karlsson.
Og det er også derfor, det er regnskabet for 2014, som især interesserer Rikke Karlsson. For de penge, som er brugt i 2014 er udbetalt udfra en optælling af medlemmer, som er blevet foretaget i 2013 - da partiet havde 22 medlemmer. Pengene udbetales i april, og da alle medlemmerne undtagen Morten Messerschmidt træder ud af parlamentet i maj, sidder han nu alene tilbage og råder over pengene. For MELD drejer det sig om 1 mio. euro og for FELD 0,5 mio. euro.
Da Karlsson, Vistisen og Dohrmann blev meldt ind i 2014, var det altså ifølge Karlsson, fordi der skulle være optælling af medlemmer i organisationerne igen i september 2014, så partiet og fonden kunne få penge igen i april 2015.
Samtidigt har både fonden FELD og partiet MELD tilladelse til at overføre halvdelen af de overskydende midler, som de har fået udbetalt, til det efterfølgende år..
dknyt har fået adgang til tre dokumenter, som viser, at netop dette er sket, således at mens der tidligere lå et par millioner danske kroner i de to organisationers kasser, så lå der pludseligt mindst 9 mio. kr.
- Så er det, jeg synes, det hele bliver meget mærkeligt og gerne vil vide, hvad pengene er blevet brugt til. Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvordan man kan være fire medlemmer i en klub, og formanden så ikke mener, man må vide, hvad pengene er brugt til, siger Rikke Karlsson.
Messerschmidt lukker FELD og MELD
For Rikke Karlsson tyder det på, at det netop var derfor, Fiorelli Provera kørte op til Maximillian Rizzos fødselsdag 28. april.
- Kommer han kørende hele vejen herop til Bruxelles fra Italien, bare for at være med til en fødselsdag? I virkeligheden kom han jo, fordi de Morten og han havde et regnskab, der skulle gøres op.
Det har ikke været muligt for dknyt at få en kommentar fra Morten Messerschmidt, der i stedet henviser til sin facebook-opdatering fra 15. oktober.
Her skriver han blandt andet:
- I 2014 havde vi eet ud af de 22 medlemmer af partiet. Dette ene medlem var undertegnede. Rikke Karlsson var - i modsætning til, hvad hun synes at mene - ikke medlem af MELD i 2014. Da hun i sommeren 2014 skrev under på medlemskab, var det med virkning fra det følgende år.
- I 2014 modtog MELD 842.197,60 euro (European Parliament grant). FELD modtog 406.036 euro. Det svarer til 9.236.000 kr. Disse midler fordeles i forhold til antallet af medlemmer. Dansk Folkepartis andel udgjorde altså 1/22 af disse penge - dvs. 420.000 kr. Det er således forkert at fremføre, at der skulle have været 10 mio. kr. til vores rådighed.
- Rikke Karlsson fremfører, at hun er blevet bedt om at underskrive blanke sider. Det, hun må hentyde til, er, at vi i sommer havde en diskussion om, hvorvidt vi ville fortsætte med MELD i 2016. I den forbindelse blev blanketten til underskrivelse af medlemskab i 2016 runddelt. Vi besluttede imidlertid i fællesskab, at vi ikke ville fortsætte vort medlemskab af MELD, der følgelig nedlægges med udgangen af indeværende år.
Han skriver endvidere, at Rikke Karlsson har været inviteret til et møde, hvor hun kunne få forelagt alle dokumenter. Det mener Rikke Karlsson imidlertid ikke er tilfældet.
- Hvis jeg var blevet inviteret ned til en generalsekretær for at få forelagt de her regnskaber, så var jeg da rejst. Jeg har jo bedt om det i 6 måneder, siger Rikke Karlsson til dknyt.
Rikke Karlsson har nu tænkt sig at gå til præsidenten og bede om at få lukket regnskaberne for MELD og FELD op. Det er nemlig kun præsidenten for Europa-Parlamentet og komiteen OLAF, der skal opklare svindel, som kan få åbnet regnskaber før tid.
- Det er også derfor, jeg bliver som løsgænger i Bruxelles, så jeg kan komme til bunds i det her. Hvis jeg bare havde lukket øjnene og ikke undersøgt sagen, så ville jeg føle, at jeg gjorde mig til medskyldig for noget, jeg ikke ved, hvad er.
Hun understreger, at hun ikke påstår, at Morten Messerschmidt har svindlet, men at hun har svært ved at forstå, hvorfor hun ikke kan få det regnskab at se.
Den fulde udmelding fra Morten Messerschmidt kan læses her
Hvad er FELD og MELD
MELD er et politisk parti på europæisk niveau, som siden juli 2014 har kunnet få støtte fra Europa-Parlamentet. Støtten må dække 85 procent af partiets omkostninger, mens partiet selv skal finde resten af pengene i form af eksempelvis donationer og medlemskontingenter.
Støtten fra Europa-Parlamentet må kun bruges til at finansiere udgifter, der er direkte forbundet med partiets politiske program, oplyser Europa-Parlamentet. Det kan være møder og konferencer, udgivelser og rejseomkostninger.
FELD er en politisk fond på europæisk niveau. Det er en organisation, der er tilknyttet et bestemt politisk parti på europæisk niveau - i dette tilfælde MELD. En sådan fond har til opgave at observere, analysere og bidrage til debatten om europæiske politiske spørgsmål. FELD står desuden for at afholde seminarer og konferencer.
Begge organisationer arbejder for frihed og samarbejde mellem EUs medlemslande, mere demokrati og respekt for folkets vilje og respekt for Europas historie, traditioner og kulturelle værdier.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.