
Af Thomas Jensen
Statsforvaltningen i Region Syddanmark er efter fem år netop kommet frem til, at eliteidrætsklasserne på Vestervangsskolen i Esbjerg er ulovlige, fordi man sorterer eleverne efter niveau. Men det afskrækker ikke Roskilde for at gå videre med deres talentklasse.
- Der er ingen, der har sagt til os, at det er ulovligt. Vi har sidste dag for optagelse i morgen (tirsdag) til vores talentklasse, så vi kører videre, siger eliteidrætskonsulent i Roskilde Kommune, Steen Houmann.
Alle ansøgninger behandles
I Roskilde har man den filosofi, at alle ansøgninger bliver vurderet, men i forhold til det sportslige, så er det en uvildig person fra et forbund, der tager stilling til, om en elev har et ordentligt sportligt niveau, forklarer konsulenten.
- Vi tager dog en samlet vurdering af eleven, og ser ikke kun på det sportslige niveau. Fx er det ikke en god idé at bo for langt væk fra Roskilde.
Steen Houmann forstår dog ikke problemet med idrætsklasser.
- På Skt. Annæ Skole i København har man i mange år vurderet elever ud fra deres musikalske niveau.
Roskilde har syv 'satsidrætsgrene' - BMX, bordtennis, cykling, håndbold, orientering, roning og basketball. Flere elever har tidligere gjort sig bemærket ved VM, EM og på eliteniveau.
Talentklasserne er en stor succes, ikke kun i Roskilde, men også i landets øvrige 17 kommuner, der samarbejder med Team Danmark. Der er mere end 10.000 elever i Danmark.
Sag i Folketinget
Statsforvaltningens udtalelse i sidste uge var meget overraskende for Team Danmarks formand Carl Holst.
- Folkeskoleloven tillader helt klart profilskoler. Det lægger både Undervisningsministeriet og Statsforvaltningen vægt på. Men statsforvaltningen siger tilsyneladende nu, at hvis vi samler talenterne i samme klasse, så er det i mod loven. Sagen sætter således en tyk streg under, at der er et stort behov for en præcisering af, hvad kommunerne kan. Derfor har jeg også allerede taget kontakt til undervisningsministeren, så vi kan få klarlagt, hvad skolerne kan - og hvad de ikke kan, sagde Team Danmark formanden i sidste uge.
I Folketinget er politkerne begyndt at kigge på eliteklasserne. Formanden for Uddannelsesudvalget i Folketinget Rasmus Jarlov (K) er positivt stemt for at gøre eliteklasser lovlige igen.
- Jeg har en drøftelse med undervisningsminiseter Tina Nedergaard i denne uge. I de konservative vil vi gerne have, at ordningen fortsætter, og er stemt for at lave loven om, siger han.
- Selvfølgelig skal man have lov til at opdele eleverne på en idrætsskole efter talent og evner. Det er der intet som helst galt i - tværtimod skal vi blive endnu bedre til at dyrke talenterne i vores folkeskoler. Både elever, forældre og lærere er tilfredse med ordningen. Selvfølgelig skal det ikke være ulovligt.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.