
ROSKILDE: Det politiske system i Roskilde arbejder for tiden for, at arbejdet med stormflodssikring i Jyllinge Nordmark kan komme i gang. Klima- og Miljøudvalget har behandlet konkrete forslag til en sikring langs fjorden og Værebro Å.
Her blev en række borgere udsat for oversvømmelser under december-stormen Bodil i 2013. Og siden har myndigheder og borgere arbejdet sammen om, hvordan den situation kan forebygges fremover.
Grundejerforeningerne har dog ikke kunnet blive enige om at sende én samlet pakke med beskrivelse af ét projekt til politikerne. Foreningerne er dog enige om de fleste dele af projektet - nemlig, at der skal være et fløjdige med sluse over Værebro Å og et østdige langs åen for en sikkerheds skyld.
Men der er ikke enighed om højden og placeringen af diget langs fjorden på en lille delstrækning. Ni grundejerforeninger, der repræsenterer et stort flertal af de 540 berørte ejendomme, ønsker en sikringskote på 2,40 m. To grundejerforeninger ønsker en højde på 2,20 m eller - som et kompromisforslag - en højde på 2,30 m.
Klimasikring på 50 år
Klima- og Miljøudvalget har valgt at indstille flertallets forslag som det, der skal til vejledende afstemning blandt de berørte beboere den 7. januar.
- Vi har i udvalget valgt at gå videre med det generelle ønske, vi har fornemmet i Nordmarken, nemlig, at de ønsker maksimal tryghed. Bodil nåede i 2013 op på 2,06 m. Et tillæg på 30 cm - altså fra 2,10 til 2,40 - svarer til en klimasikring på ca. 50 år, siger formand for Klima- og Miljøudvalget, Jonas Bejer Paludan (EL).
I alt vil 510 ejendomme i Nordmarken og 28 i Tangbjerg blive omfattet af projektet, hvis sikringskoten bliver 2,40 m. 487 ejendomme vil skulle betale et fuldt bidrag til anlægget på 20.515 kr., mens 51 ejendomme, hvor det kun er adgangsvejen, der er udsat, skal betale et reduceret bidrag på 10.258 kr.
Roskilde Kommune betaler halvdelen af de samlede udgifter i projektet.
Et forslag til ny lokalplan indebærer samtidig færre fælles friarealer på private ejendomme og smallere stier på visse strækninger langs åen.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.