Det kan være svært at finde en socialdemokrat, som har lyst til at være borgmesterkandidat, når Venstre har siddet tungt på posten siden kommunalreformen.
Det oplevede Herning for nylig, hvor Tommy Tønning (S) måtte indvilge i at tage endnu en tørn som spids, da ingen andre ville. Men det gælder ikke i Billund og Skive.
Ligesom Herning har de også haft Venstre-borgmestre uafbrudt siden kommunalreformen, men begge steder bliver der nu urafstemning om, hvem der skal være Socialdemokratiets borgmesterkandidat ved KV25.
I BIllund skal der findes en afløser for viceborgmester Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup, som ikke længere ønsker at være spids. To har meldt sig, oplyser partiet ifølge JydskeVestkysten, og der bliver urafstemning 10.-25. juni.
Den ene er Brian Nissen, som blev valgt til byrådet første gang ved KV21 og sidder i børne- og familieudvalget, og som arbejder for 3F og tidligere har været fællestillidsrepræsentant i Billund Lufthavn.
Den anden er Martin Alminde Friis, som ved KV21 stillede op for Lokalpolitisk Forum uden at blive valgt, men som siden har siddet i Socialdemokratiets lokalafdeling og nu har en plads i partiets fællesledelse. Han arbejder som senior engineer hos Circle K.
I Skive er der mindst tre kandidater til at blive borgmesterkandidat efter 66-årige Peder Christensen, som ikke ønsker at være spids igen, skriver Skive Folkeblad. Her skal kandidaten dog først vælges til november, så antallet kan nå at ændre sig.
En af kandidaterne er ifølge avisen 2. viceborgmester Kim Jepsen, 44 år, som i januar overtog posten som politisk ordfører fra Peder Christensen. Han blev valgt første gang ved KV17 og sidder bl.a. i økonomiudvalget. Den anden er Stine Esther Christensen, 41 år, som blev valgt første gang ved KV21. Hun skulle have overtaget formandsposten for socialudvalget fra nytår 2024, men valgte at takke nej for i stedet at bruge tiden på en lederuddannelse.
Tredje kandidat er Michael Lundsted Nielsen, som er tredje suppleant til byrådet. Han er dog den eneste af de tre, som vil bekræfte sit kandidatur over for avisen.
I Skanderborg gik det hele lidt nemmere: Her har Socialdemokratiet siddet på borgmesterposten siden 2010, og Frands Fischer (S), som overtog posten midt i forrige periode, er genvalgt "uden skyggen af modkandidater", som Uge-Bladet Skanderborg formulerer det.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.