Så længe der er tavshed, er der håb

Kriser er til for at blive overvundet, og det bliver de da også som regel. Finanskrisen ramte hårdt for ti år siden, men hårdheden i ramtheden, hvis man kan sige det sådan, skyldtes jo også at det gik så umanerligt godt lige inden.

Det gør det så efterhånden igen, og netop i denne uge passerede tallet for beskæftigede det bedste, det havde været indtil da. Eller det vil sige: det gjorde det i januar, men januar-tallet er først officielt opgjort nu, og det lagde lige en lille kvart procent til tallet fra april 2008, som var måneden med den hidtidige rekord.

2.722.058 lønmodtagere i Danmark var der dengang, og nu er der 2.728.761.

Så kan man vel godt undvære nogle stykker af dem til en konflikt, kunne man tænke. I givet fald en konflikt, der meget apropos som et af sine elementer har netop finanskrisens påvirkning af lønudviklingen.

Offentlige lønninger reguleres som bekendt som en funktion af udviklingen i det private, og den regulering var lige sket, da det hele blev sat i stå for ti år siden. Deraf det lønforspring, der nævnes i overenskomstdiskussionerne, og som man ud fra et sædvanligt journalistisk forsigtighedsprincip ville være tilbøjelig til at benævne ‘påstået lønforspring’, hvis ikke det lige var fordi, lønmodtagersidens chefforhandler Flemming Vinther under overenskomstforhandlingerne i 2015 havde skrevet under på en aftale om, at næste gang skulle der ske udligning af forspringet, som ved samme lejlighed blev opgjort til 1,6 pct.

Det har han siden fortrudt, og det forstår man jo udmærket. Og næste gang er lige nu.

Den meget omtalte danske model har sin styrke i, at det er modparterne selv, der lægger arm, og at det derfor er dem selv, der har givet sig, også på de punkter de ikke synes allerbedst om. Her ser vi lige indtil videre bort fra de lovindgreb, der har været, for denne gang har der jo ikke været nogen, i hvert fald ikke endnu, og det er vist også højst usikkert, hvem af parterne der kan forvente sig at få mest ud af det, hvis der skulle komme et.

Men altså: Som hovedregel er det op til parterne selv at finde ud af at give sig i nødvendigt omfang om nødvendigt under udøvelse af hjælpsom armvridning fra forligsmandens side. Forligsmanden har desuden den store fordel, som parterne ikke selv har, at når forhandlingerne foregår i forligsinstitutionen, så er det simpelthen forbudt ved lov at slippe noget ud til offentligheden.

Hvis man tænker på, hvor effektivt det op til og i den første tid efter udvekslingen af konfliktvarsler var lykkedes parterne at tale sig væk fra hinanden, forstår man, hvor stor betydning det har. Fristelsen til at sige noget, som baglandet gerne vil høre, kan være stor, men sjældent befordrende i forhandlingslokalet, som jo er der, hvor løsningerne skal findes.

Engang i en fjern fortid vakte det stort postyr, da en avis kunne gengive indholdet af nogle papirer fra forhandlinger i Forligsinstitutionen. Stemningen mellem forhandlerne - og også forligsmanden - var temmelig anstrengt, indtil det viste sig, at en kvik pressefotograf simpelthen havde taget et par nærbilleder med zoomlinsen af nogle papirer, som daværende LO-formand Thomas Nielsen havde haft i hånden på vej ud fra forhandlingerne.

Men bortset fra dette enkeltstående tilfælde så overholdes tavshedspåbuddet faktisk. Som det fremgår, idet offentligheden jo ikke ved noget om, hvordan forhandlingerne forløber.

Og så alligevel. Vi ved, at der forhandles, og det gør der kun så længe, der er noget at forhandle om. Jo færre uvedkommende statements, der først og fremmest er adresseret til andre end modparten, jo mere må man gå ud fra, at parterne har noget at tale med hinanden om. Eller med forligsmanden, men i hvert fald i regi af faktiske forhandlinger og ikke positionsmarkeringer til udvortes brug.

Kort sagt: Intet nyt er godt nyt. Og der er stadig to uger tilbage at forhandle i, før de første konfliktvarsler træder i kraft.