
Den massive modvind fortsatte for SAS i november, hvor facit var et underskud på, hvad der svarer til 340 millioner kroner. Luftfartsselskabet står i en redningskamp og har i forbindelse med sin chapter 11-proces i USA offentliggjort tal for udviklingen i sidste måned.
Det er en slags konkursbeskyttelse, hvor SAS med en dommer for bordenden kan forsøge at nå en overenskomst med sine kreditorer. Og derfor skal de nyeste tal hyppigt meldes ind. I november fortsatte de store tab, konstaterer aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank. Det kunne dog have været endnu større, da november traditionelt er årets dårligste måned.
Det seneste regnskab fra SAS viste, at luftfartsselskabet har haft underskud tolv kvartaler i træk. Heller ikke det regnskabsår, som nu er i gang, forventes at give sorte tal på bundlinjen. Her ventes et tab på mellem 2,7 og 3,4 milliarder kroner før skat. Jacob Pedersen imødeser dog et tab i den lave ende af intervallet.
"Rejselysten er stadig høj - og nyhedsstrømmen fra sektoren lige nu er positiv", skriver Jacob Pedersen i en analyse. Han peger på tyske Lufthansa, der for nylig meldte om et positivt markedsklima.
Rejselysten påvirker
Han forventer, at den økonomiske situation med en nært forestående recession vil reducere rejselysten. En ophobet rejselyst under corona kan dog omvendt give høj aktivitet og høje billetpriser omkring særligt ferieperioderne.
"Lavsæsonperioderne bliver derimod præget af lave billetpriser" spår han. "Flyselskabernes vigtigste opgave for ikke at genstarte en europæisk billetpriskrig bliver at holde snor i kapaciteten, så der ikke bliver alt for mange ledige flysæder," vurderer aktieanalysechefen.
Der er nu knap 4,9 milliarder kroner tilbage i kassen hos SAS. Knap en milliard kroner mindre end ved udgangen af oktober, hvilket ifølge Jacob Pedersen er et "stort fald".
"Vi vurderer fortsat, at SAS har midler til at komme igennem de næste måneder uden at få sved på panden over en tom kasse", vurderer aktieanalysechefen.
Midt i redningskampen kunne SAS tirsdag fortælle, at driftsdirektør Simon Pauck Hansen har valgt at forlade sit job. I januar overdrages posten til Mikael Wångdahl.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.