Hjortearten sikahjort vil fremover være at betragte som en invasiv art, der skal udryddes i naturen. Det skriver Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø på sin hjemmeside.
Sikahjort er erklæret uønsket i hele EU, skriver styrelsen. Beslutningen blev truffet i sommer, fremgår det. Den samlede danske bestand af sikahjorte tæller ifølge Lex.dk - Danmarks Nationalleksikon - cirka 1000 dyr.
Arten er især udbredt i Midt- og Østjylland, og cirka en tredjedel af bestanden lever i dyrehaver. Det gælder blandt andet Marselisborg Dyrehave og Jægersborg Dyrehave.
Kan parre sig med kronhjorte
Sikahjorten kommer oprindeligt fra Østasien og blev indført i Danmark omkring år 1900 som et jagtobjekt.
Hjortearten erklæres uønsket, fordi den ikke er naturligt hjemmehørende i Europa. Desuden er der en risiko for, at sikahjort kan parre sig med kronhjort. Det kan potentielt skabe en hybridbestand, forklarer biolog Peter Kyvsgaard fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.
- Sikahjorten er især et problem, fordi den kan hybridisere med kronhjorten, og den kan dermed ødelægge en hjemmehørende bestand. Det har vi heldigvis ikke set i Danmark endnu, men problemet kendes fra blandt andet Skotland. Derudover konkurrerer sika med Europas hjemmehørende dyr om føden, siger han.
Jægere: Ude af proportioner
Titlen som invasiv betyder, at sikahjort kommer i selskab med andre uønskede dyrearter som mårhund, vaskebjørn og bisamrotte. Det er arter, som jægerne må skyde hele året.
Men formand for Danmarks Jægerforbund Claus Lind Christensen mener, at det er "helt ude af proportioner" at stemple sikahjorten som invasiv.
- Vi har haft sika herhjemme siden år 1900 uden problemer. EU skyder - om jeg så må sige - gråspurve med kanoner med den her beslutning, siger han til Ritzau.
Sidste år nedlagde danske jægere cirka 600 sikahjorte. Det var dyr, der blev nedlagt inden for den fastsatte jagttid på bestemte tider af året. Det er en fordobling i forhold til år 2000, da 300 dyr blev skudt.
Den nye status betyder også, at sikahjorte fremover ikke må holdes i farme eller dyrehaver.
Der er en overgangsperiode på op til to år, men allerede nu må man ikke avle på hjortene, skriver styrelsen.
Styrelsen afholder 15. december et informationsmøde for landets hjortefarme og dyrehaver.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.












