
Skatteminister Karsten Lauritzen (V) vil på et pressemøde fredag præsentere en plan, som skal rette op på skandaleramte Skat. Ifølge TV2 lægger han op til at tilføre Skat ekstra 7 mia. kr. frem mod 2020. Den nye plan vil betyde, at der i 2020 vil være 1000 flere medarbejdere i Skat end i dag.
Dermed forsøger skatteministeren ifølge TV2 at give den første saltvandsindsprøjtning, Skat har fået længe. Styrelsen har gang på gang været udsat for massive besparelser.
Siden 2006, hvor der var over 9000 ansatte i Skat, er der blevet skåret 4000 stillinger væk. Det er den udvikling, regeringen nu lægger op til at bremse.
Så sent som i marts foreslog Enhedslisten, at der skal ansættes mindst 1000 medarbejdere i Skat over de kommende år. Og partiet er langt fra alene med ønsket.
Efter en stribe skandalesager, der samlet har kostet danske skatteydere milliarder af kroner har flere partier talt for en oprustning af Skat.
Derfor får skatteministeren næppe problemer med at samle flertal for forslaget. Det afgørende spørgsmål bliver formentlig i stedet, om han kan samle opbakning til den måde planen skal finansieres på.
Nye styrelser på vej
De nye medarbejdere kommer ifølge TV2 til at arbejde i et helt nyindrettet skatteområde. Skat, som vi kender styrelsen i dag, vil blive nedlagt, samtidig med at et antal nye styrelser vil komme til. Disse skal stå for hver deres område.
Der vil eksempelvis blive oprettet en ny styrelse, der skal håndtere ejendomsvurderinger, erfarer TV2.
Det er uvist, om de nye ændringer kan få betydning for departementschef Jens Brøchner og Skats direktør, Jesper Rønnow Simonsen.
På Christiansborg har det vakt undren, at skatteministeren har valgt at holde fast i de to, som har haft det overordnede ansvar, mens danske skatteydere er blevet lænset for milliarder af kroner.
Tirsdag kom det frem, at Skat har formået at tabe hele 12,3 mia. kr., fordi man trods advarsler blev ved med at refundere udenlandske svindlere skat på aktieudbytter.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.