VEJLE: Helt grundlæggende vil man hellere koncentrere sig om at få de ledige og sygemeldte tilbage på arbejdsmarkedet end at hænge i en klokkestreng af statslige regler, som for det meste handler om tidsfrister, samtaleformer, registreringer, refusionsordninger og så videre, lyder det fra Vejle.
- Slip os fri, og lad os bevise, at det er os, der er bedst til at vurdere, hvilken hjælp borgeren skal have hvornår, fordi det er os, der er tættest på. Sådan siger jobudvalgsformand i Vejle Kommune Christa Laursen (S), der netop har været med til at vedtage, hvilke fem områder, Vejle i første omgang vil søge om regelfritagelse på.
Kun tiden skal afgøre, hvilket statstilskud kommunen skal have
Et af områderne er de indviklede regler om statstilskud til jobcentret. Jobcenter Vejle ønsker at fritages for disse regler, således at det statslige tilskud bliver uafhængigt af indsatser, tidsfrister og forsørgelse, men udelukkende bestemt af, hvor længe borgeren har været på offentlig forsørgelse.
Det sikrer, at jobcentrets fokus alene bliver at få borgeren tilbage på arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt. Det betyder, at sagsbehandleren i jobcentret bliver fri til at vurdere, at denne borger f.eks. får mest ud af en indsats her og nu og ikke om en måned, bare fordi at reglen om aktivering på en bestemt dato siger det. Eller at jobcentrets samtaler med borgeren bliver lagt ind i en ramme, der giver mening både for borgeren og sagsbehandleren. F.eks. er der ikke megen mening i at tale med sygemeldte, der har en fastlagt plan for behandling og genoptagelse af arbejdet, bare fordi reglerne siger det.
Bedre for borgerne og bedre for samfundsøkonomien
Det system, som Vejle gerne vil prøve af, er mere borgervenligt og gennemskueligt. Borgeren ved, at tiden på offentlig forsørgelse skal være så kort som muligt, og at det er derfor, at indsatsen og kravene fra jobcentret er, som de er.
Jobcentret har en ekstra interesse i at levere en effektiv og individuel indsats, der giver et varigt resultat: Nemlig at borgeren bliver selvforsørgende så hurtigt som muligt.
Og sidst, men ikke mindst, vil omlægningen betyde, at administrationen i forbindelse med de indviklede regler lettes voldsomt. Alene det vil betyde frigørelse af ressourcer til den vigtige kontakt med borgerne.
De fem områder, som Vejle har søgt regelfritagelse på:
1. Statstilskuddet skal alene være afhængigt af, hvor længe borgeren har været på offentlig forsørgelse
2. Fritagelse fra de meget indviklede regler om gentagen aktivering
3. Fritagelse fra opfølgningssamtaler med sygemeldte, hvor det er åbenlyst unødvendigt
4. Fritagelse fra reglen om, hvilke opgaver må være placeret i henholdsvis Jobcenter og Ydelsescenter
5. Friere rammer for borgerkontakten
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.