Socialdemokratiet vil blandt andet udvide ordningen for statsgaranterede boliglån, så den øvre grænse går fra 90 til 100 procent af den del af lånet, som er statsgaranteret.
Det fremgår af et nyt udspil fra Socialdemokratiet, som søndag er blevet præsenteret af skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) og erhvervsminister Morten Bødskov (S) i Holstebro.
Det handler om at sikre bedre lånemuligheder til en bolig i landdistrikter og landsbyer.
- Det skal være sådan, at folk skal kunne udleve deres drøm om en bolig i alle dele af Danmark. Ikke mindst i vores landdistrikter.
- Der er behov for at give danskerne bedre mulighed for at få lån, og derfor vil vi udvide mulighederne for at få statsgaranterede lån til køb af bolig, siger Bødskov.
Desuden vil Socialdemokratiet øge dækningsgraden, så "der kan opnås statsgaranti for en større andel af ejendommens kontantværdi", fremgår det af udspillet.
Står det til Socialdemokratiet, skal det også kun være én bank eller realkreditinstitut, som fremover skal udbyde boliglån med statsgaranti.
Banken eller realkreditinstituttet skal udpeges gennem et udbud.
Kom med lignende udspil i november
Så sent som i november sidste år kom SVM-regeringen med et boligudspil, som skulle gøre det lettere at låne penge til at købe en bolig i tyndt befolkede områder.
Dengang meldte regeringen ved Morten Dahlin (V), minister for byer og landdistrikter, ud, at det skulle være lettere for en bank at give et lån til boligkøb i provinsen, selv om købere ikke nødvendigvis lever op til alle de nuværende regler.
Konkret foreslog regeringen, at boligkøbere med en høj belåningsgrad og høj gæld i forhold til deres indkomst skulle have lettere ved at optage lån med afdragsfrihed eller variabel rente uden for København og Aarhus.
Dertil skulle pengeinstitutterne have mulighed for at være mere fleksible i deres vurdering af boligkøberes økonomi, eksempelvis ved i højere grad at kunne skønne og estimere fremtidige indtægter.
Opbakning fra Landsdistrikterne
Landsdistrikternes Fællesråd bakker i høj grad op om socialdemokratiets udspil og de forskellige forslag, skriver de i en pressemeddelelse.
- Det er et rigtig godt tiltag, siger Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd, der håber, det kan hjælpe flere med at realisere ønsket om egen bolig i landdistrikterne.
- Det glæder mig, at Socialdemokratiet bakker op om, at flere skal kende til muligheden for at få et statsgaranteret boliglån. Vi har ønsket, at ejendomsmæglere, banker og realkreditinstitutter skulle oplyse om ordningen, både når de giver lånetilbud og afslag, siger formanden, der vil undersøge, om ordningen også vil kunne udvides til at omfatte renoveringer og nybyggeri.
/ritzau/mar
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.














