
SØNDERBORG: Titlen som Europæisk Kulturhovedstad 2017 gik til favoritkandidaten Aarhus. Det betyder imidlertid ikke, at Sønderborgs arbejde de forgangne fire år vil gå til spilde. Tværtimod fastholdes 2017-strategien, og målet er fortsat at skabe Europas førende grænseoverskridende kulturregion i Sønderjylland, lyder det fra kommunen.
Der var kalkuleret med scenariet fra begyndelsen, så derfor er man fra Sønderborgs side ved godt mod og indstillet på at fortsætte med S2017-satsningen, som byen og grænseregionen har arbejdet på i mere end fire år.
- S2017-satsningen er en udviklings- og vækststrategi for hele Syddanmark og grænselandet, og den satsning holder Sønderborg fast i. At Aarhus er tildelt titlen ændrer ikke på vores udfordringer, og kultur og kreativitet er en rigtig god løftestang for vækst og udvikling og for flere arbejdspladser. Sønderborg skal lykkes med ikke mindst at få flere unge til at vælge denne region som stedet, hvor de vil bo og arbejde, fastslår Sønderborgs borgmester Aase Nyegaard (L).
Samarbejde med Aarhus om kulturhovedstadsprojektet
Aarhus og Sønderborg har, længe inden den endelige afgørelse faldt, indgået en aftale om at samarbejde omkring kulturhovedstadsprojektet - uanset hvilken kandidat, der måtte løbe med sejren, og et indledende møde mellem de to byer er allerede aftalt. Aase Nyegaard udtaler:
- Vi ser frem til at samarbejde med Aarhus. Nu undergår de to byer en forvandling fra konkurrenter til samarbejdspartnere, og det tror jeg vil resultere i en meget frugtbar proces og et godt praktisk samarbejde de næste fem år.
Blandt de projekter, som de to byer kan komme til at samarbejde om, finder man et internationalt udvekslingsprojekt med kunstnere fra de respektive regioner.
Visionen om at skabe en Countryside Metropolis har stået som det centrale aspekt af Sønderborgs kandidatur. Countryside Metropolis er et nyt begreb, som Sønderborg selv har udviklet, fordi det passer til regionen, dens udfordringer, potentialer og ambitioner.
Sønderborg vil vise, at land og by ikke behøver at være modsætninger, men kan forenes i noget tredje, som er stærkt og vitalt. Storbyen skal ikke længere have monopol på hverken kreativitet, innovation, kulturel mangfoldighed eller økonomisk vækst. Med Countryside Metropolis skal der skabes et forbillede for, hvordan man kan revitalisere Danmarks og resten af Europas gamle landområder og gøre dem til glidende overgange mellem land og by.
En bred vifte af projekter
Til at indfri visionen vil Sønderborg blandt andet skabe platformen The HUB, der skal bidrage til krydsbefrugtning mellem kunsten og erhvervslivet, og BRANDI, som er et omfattende netværk for grænselandets kunstnere.
Herudover finder man to deciderede børneprojekter - det innovative og prisbelønnede designkoncept Design for Change samt en international børneteaterfestival. iOpera vil sikre en ny generation af operaentusiaster, og Theatron producerer teaterstykker, som både vises i Sønderborg og på en international turné, mens ArtFARM er en uddannelses- og kreativitetsplatform med fokus på kunst og fødevarer.
Endelig er der det markante Røde Kors-projekt, som tager udgangspunkt i slagmarken ved Dybbøl, som var det sted, Røde Kors' første aktive engagement fandt sted.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.