
Social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter er dem, der står i forreste række, når velfærdsteknologien bliver en endnu større del af borgernes hverdag. Vi kan se en nær fremtid for os, hvor personalet bliver en slags mentorer for de ældre, som er i tvivl og tøver med at kaste sig ud i tingene - uanset om det handler om robotstøvsugere eller mere sofistikerede hjælpemidler.
Sosu-medarbejderne bliver allerede i dag på deres grunduddannelse uddannet i at anvende velfærdsteknologierne. Men hvis kommunerne rigtig skal udnytte potentialet til at frisætte flere varme hænder til glæde for de ældre, kræver det også, at direktionerne og områdecheferne begynder at interessere sig for at forbedre og lette arbejdsgangene.
Kommunerne må kaste sig over innovationsopgaven - i alle dele af organisationen. Det handler om meget mere end blot at indføre de seneste nye tekniske påfund.
Der er næppe nogen tvivl om, at frontpersonalet ofte ved, hvordan tingene kan gøres smartere. En undersøgelse blandt FOAs medlemmer viser, at ni ud af ti medlemmer brænder efter at udvikle nye ting og arbejdsgange, hvis cheferne spørger, om de vil være med.
Eksperimentarium
Det er en viden, der er god at have med sig, når COK her i foråret begynder at lave skræddersyede kompetenceforløb på netop velfærdsteknologiområdet rundt om i landets kommuner. En af udfordringerne er, at gode ideer let kan drukne i den stramme fokus på 'her-og-nu-drift'.
Derfor bør der være nogle sosu-medarbejdere, der dedikeres til at samle ideerne op og gå i konstruktiv dialog med en ny ledertype i kommunerne - en velfærdsteknologichef med en innovativ forpligtelse.
Samtidig kunne den kommunale plejesektor blive et slags eksperimentarium for vores eksportsektor, og sosu-medarbejdere dermed være med til at skabe private arbejdspladser herhjemme.
Innovationspaneler
Sundhedsminister Astrid Krag (SF) er meget opmærksom på, at Danmark har ganske gode muligheder for at skabe private jobs, hvis erhvervslivet melder sig ind i kampen om at producere endnu flere hjælpemidler, der kan hjælpe ældre og handicappede rundt om i verden til at få en bedre tilværelse.
Man kunne sagtens forestille sig, at der skabes bruger-og innovationspaneler bemandet med sosu-medarbejdere og ledere, der sammen har været på efteruddannelse. Sådanne paneler kan i et offentlig-privat samarbejde teste produkterne, fintune arbejdsgangene og øge brugervenligheden, inden produkterne slippes løs på verdensmarkedet - og endnu vigtigere - i de ældres hjem.
En velfungerende offentlig sektor herhjemme kan med andre ord være en slags showcase, som dansk erhvervsliv kan vise frem, når der laves eksportfremstød; en vækstdagsorden, FOA og COK gerne vil være med til at fremme.
Karen Stæhr, sektorformand i FOA, og Ib Oustrup, direktør for Center for Offentlig Kompetenceudvikling (COK)
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.