
Danmark har hele 7.300 km kyster, og det giver mange rekreative værdier. Kysterne er dog ikke altid en ven, men kan vise tænder, som både skræmmer og medfører store økonomiske tab. Fx når havet gnaver sig ind i klitterne og tager land, huse og andre værdier som bytte.
Det er en realitet, at klimaforandringerne betyder havstigninger og flere og kraftigere storme. Derfor må vi beskytte vore kyster og finde svar på, hvordan reglerne for kystbeskyttelse skal være, og herunder hvordan vi ordner regningen.
Det er som udgangspunkt den enkelte grundejers ansvar at etablere den nødvendige kystbeskyttelse. Det princip har været lovfæstet i Kystbeskyttelsesloven siden 1988 og kan være et ganske udmærket udgangspunkt.
Desværre har vi mange eksempler på, at princippet også giver problemer. Derfor er det nu klogt og rettidigt at gennemgå lovgrundlaget for kystsikringen herunder kommunernes rolle og handlemuligheder, klagemulighederne og adgang til finansiering.
Måske var princippet om grundejernes ansvar et rigtigt princip i 1988, men der er sket ganske meget siden med havstigninger og øgede hyppighed og styrke af de kraftige storme. Derfor bør vi overveje, om den enkeltes ansvar passer til den virkelighed, vi nu oplever.
Bred vifte af løsninger
Der er mange stærke holdninger til hvilke metoder, der skal anvendes til kystsikringen. I Danmark anvender vi en bred vifte af løsninger med sandfodring, høfter og bølgebrydere mv.
Metoderne afhænger naturligvis af, om kystsikringen skal gennemføres som beskyttelse mod erosion eller oversvømmelse, og forholdene hvor den pågældende kyststrækning er placeret.
Man kan her frygte, at de valgte metoder måske ikke er optimale ud fra et samlet hensyn, da de fleste ansøgninger alene omfatter enkelte matrikler og projekter, der skal løse den enkelte grundejers eller et projekts behov.
Danske Anlægsentreprenører foreslår derfor, at staten får en meget mere markant og proaktiv rolle i kystsikringen i hele landet og ikke blot på vestkysten.
Der er flere grunde til, at Staten skal mere ind over kystsikringen, herunder at Kommunerne efterlyser regelforenkling, der er fornuft i at få samlet den nødvendige ekspertise, få sikret den nødvendige finansiering og måske også i højere grad sikre anvendelse af en bredere vifte af kystsikringsmetoder, som giver større effekt, og jeg vil opfordre politikerne til at tage ansvaret for det fremtidige danmarkskort med en revision af Kystbeskyttelsesloven.
Branchedirektør Niels Nielsen, Danske Anlægsentreprenører under Dansk Byggeri
Vis i browser
Afmeld udsendelser
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.