
Fingerplan 2007 er et landsplandirektiv for hovedstads-områdets planlægning og den bygger videre på Regeringens Landsplanredegørelse fra 2006. Fingerplanen udgør et bindende grundlag for de 34 hovedstadskommunernes planlægning for byudvikling og helt centralt beskytter Fingerplanen de grønne kiler mod byudvikling.
Den omfatter hele Storkøbenhavn og det nordøstsjællandske område fra Stevns i syd, Lejre i vest og Gribskov mod nord.
Blandt nyhederne i Fingerplanen er, at store kontorarbejdspladser over 1500 etagemeter og andre store rejsemål skal ligge indenfor gangafstande på 600 m fra en station.
Målet er at give borgerne bedre valgmuligheder mellem transportformerne og at gavner miljøet: både hvad angår støj og luftforurening og udledning af CO2.
Undersøgelser viser nemlig, at ligger en større kontorarbejdsplads nær en station, er der dobbelt så mange, der benytter kollektiv transport. Det nedbringer trængslen på vejnettet og reducerer miljøbelastningen.
Ca. 85 procent af nyopført kontorareal i hovedstadsområdet har de sidste 15 år været på over 1500 etagemeter.
Miljøvurderingen skønner, at Fingerplanens justering af stationsnærheds-princippet vil reducere den daglige bilkørsel i hovedstadsområdet med 1 million kilometer på 30 års sigt. Tilmed i myldretiden. Det betyder en årlig reduktion i transportens udledning af CO2 på 100.000 t.
Bygge videre på de fem fingre
En anden nyskabelse er, at kommunerne får mulighed for at afrunde og færdigudbygge de ydre dele af byfingrene ud mod de fem købstæder Helsingør, Hillerød, Frederikssund, Roskilde og Køge. (Deraf navnet Fingerplanen, idet byudviklingen rækker fem ?fingre? ud mod disse byer med grønne kiler ind i mellem).
Disponeringen over arealerne bliver fuldt ud et kommunalt ansvar. Kommunerne kan selv afveje deres interesser i byudvikling med andre arealinteresser i et fire km bredt bælte omkring jernbanelinierne ud mod de fem købstæder.
Tidligere skulle de konkrete arealer udpeges i regionplanen. Et første overslag viser, at det kan give muligheder for at bygge yderligere 100.000 boliger, ud over de 125.000 boliger, som den gældende regionplan allerede giver mulighed for. Det er specielt fingrene mod Frederikssund, Roskilde, Hillerød og Køge at mulighederne eksisterer.
Kanoniseret planlægning
Forslaget til Fingerplan 2007 bygger videre på tankegangen fra den oprindelige Fingerplan helt tilbage fra 1947, som har skabt grundlaget for hovedstadsområdets udvikling. Fingerplanen er internationalt berømmet og en del af den danske kulturkanon.
Fingerplanen understøtter byomdannelse og genbrug af nedslidte eller forladte by- og erhvervsområder.
Den fastlægger, at storbyområdets vækst skal ske ved genbrug af byområder og ny byudvikling inden for den såkaldte fingerby, som omfatter København, de nære forstæder og byfingrene ud mod de fem købstæder: Helsingør, Hillerød, Frederikssund, Roskilde og Køge, samt de to mindre byfingre mod Farum og Ørestad.
En hjælp til kommunerne
- Fingerplanen er både en bindende ramme og en hjælp til kommunerne. Den hjælper med til at skabe sammenhæng på tværs af kommunegrænserne og til en fornuftig byudvikling i tæt sammenhæng med den trafikale infrastruktur. Med kommunalreformen har kommunerne fået hovedansvaret for den fysiske planlægning af både by og land. Fingerplan 2007 er min hjælp til, at kommunerne kan løfte opgaven, siger Connie Hedegaard.
Miljøministeren forventer, at Fingerplan 2007 kan vedtages endeligt inden sommerferien og træde i kraft 1. juli 2007.
/mel
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.