
Der var 1,9 millioner færre overnatninger i maj, hvor Danmark var lukket for turister, end året før. Det svarer til et fald på 59 pct., oplyser Danmarks Statistik.
Grænserne blev lukket for turister i midten af marts for at begrænse smitten med coronavirus. Fra 15. juni er de åbnet delvist, og maj var altså den sidste hele måned med lukkede grænser for turister.
I maj gik det værst ud over vandrerhjemmene og hotellerne, hvor antallet af overnatninger faldt med hhv. 86 og 85 pct. På campingpladserne var der derimod kun et fald på 15 pct., mens der i lystbådehavnene var en stigning på seks pct. i maj.
Stigning ift. april
Sammenlignes der med april, var der i maj en fremgang i overnatninger på knap 57 pct., når der korrigeres for normale sæsonudsving. I april lå niveauet dog 'ekstraordinært lavt' på grund af nedlukningen i samfundet, bemærker Danmarks Statistik.
15. juni åbnede grænserne for turister fra Norge, Island og Tyskland, og siden er de blev åbnet for rejsende fra flere lande, der skal leve op til objektive kriterier, før de kan få lov til at rejse ind som turister.
Flere feriehus-overnatninger end 2019
Trods de hårde måneder ser sommeren ud til at blive god for de danske feriehuse.
Ved udgangen af juni var der booket 380.000 uger i feriehuse for resten af 2020, hvilket er 18 pct. mere end sidste år. Det skyldes især, at danskerne har booket dobbelt så mange husuger som sidste år.
Bookingerne er dog sandsynligvis ikke nok til at opveje tabet af overnatninger i årets første seks måneder, vurderer Danmarks Statistik.
I Dansk Industri peger man på, at turisterhvervet stadig kæmper med følgerne af virusudbruddet. Blandt andet er der lave besøgstal, i hvad der plejer at være højsæsonen.
- Kravet om seks overnatninger holder desværre rigtige mange turister væk fra byerne, og det gør ondt på hoteller, attraktioner, museer og restauranter, skriver Sune K. Jensen, chef for turisme og oplevelser, i en kommentar.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.