
STRUER: 'En robotstøvsuger fungerer fint på store flader, men duer ikke små hjem med bordben og dørtrin. Den kan med andre ord ikke afløse en hjemmehjælper'.
Sådan lyder ifølge Ældre Sagen konklusionen i Struer Kommune, hvor socialudvalgsformand Grethe Hestbech (SF) har droppet planerne om at indføre robotstøvsugere hos kommunens ældre.
Kommunen har haft tre robotstøvsugere i rotation hos 12 udvalgte borgere i hjemmeplejen, og Grethe Hestbech har også selv testet støvsugeren hjemme hos sig selv:
- Jeg ved godt, at robotstøvsugerne breder sig som en steppebrand i andre kommuner, men her i Struer kan vi ikke stå inde for kvaliteten. Den er god til at tage det værste, men der er stadig brug for almindelig støvsugning.
En undersøgelse fra KL viste for nylig, at 66 pct. af kommunerne har besluttet at indføre robotstøvsugere i løbet af 2013.
Brug robotten på rådhuset
Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup, roser Struer Kommune for at være opmærksom på borgerne behov og ikke kun kigge på kommunekassen:
- Vi ved fra flere undersøgelser, at robotstøvsugere egner sig bedst til store kommunale arealer som rådhuset, skoler og biblioteker. Her kan den køre i ro og fred uden at komme i karambolage med gulvtæpper og ledninger, siger Bjarne Hastrup.
Han henviser blandt andet til professor Kim Normann Andersen fra Copenhagen Business School, der undrer sig over, at kommunerne har så travlt med at indføre robotstøvsugere i ældreplejen.
- Kommuner kan klart hente de største besparelser ved at indføre robotstøvsugeren hos dem selv, før de kaster sig over hjemmeplejen. Tænk på hvor man kvadratmeter der skal støvsuges i den offentlige sektor. Man kan spare flere hundrede rengøringsfolk, siger Kim Normann Andersen.
Dermed er han på linje med laboratoriechef for RoboLab under Syddansk Universitet, Niels Jul Jacobsen:
- De robotstøvsugere, der findes på markedet, er et supplement til rengøringen, men de kan på ingen måde komme ud i krogene eller flytte møblerne, der kan være nødvendigt ved en ordentlig rengøring. De fungerer bedst i moderne miljøer, hvor de har plads til at bevæge sig rundt, har Niels Jul Jacobsen tidligere udtalt til Ingeniøren.
Artiklen stammer fra Ældre Sagens presseafdeling
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.