
Transportminister Benny Engelbrecht (S) og Folketingets transportordførere blev i går præsenteret for resultaterne af evalueringen af forsøget med elløbehjul, som har været tilladt på de danske cykelstier siden januar 2019.
Evalueringen viser blandt andet, at der er syv gange så høj risiko for at blive involveret i en ulykke på et elektrisk løbehjul sammenlignet med cykler. Risikoen for at ende i en ulykke på elløbehjul svarer til den tilsvarende for knallertkørere.
Det kan få lovgivningskonsekvenser. Hvis man fremover har lyst til at køre en tur på elløbehjul, kan det blive et krav, at man skal have hjelm på, den mulighed overvejer transportminister Benny Engelbrecht (S).
- Der er flere oplagte muligheder, vi kan se nærmere på. Vi kan for eksempel indføre et krav om, at brugeren af løbehjulet skal bære hjelm under kørslen, siger Engelbrecht.
Opbakning fra Rådet for Sikker Trafik
Derudover overvejer ministeren at indlede 'en tættere dialog' med udlejere om at indføre forbud mod at køre på bestemte tidspunkter af døgnet.
Det skyldes, at man gerne vil forebygge kørsel i påvirket tilstand.
Rådet for Sikker Trafik anbefaler i forvejen at bruge hjelm. Flere læger har tidligere udtalt, at hjelm bør gøres obligatorisk.
Som en del af evalueringen er elløbehjulenes klimaaftryk også blevet vurderet. Her når Færdselsstyrelsen frem til, at løbehjulene i forbindelse med langt de fleste ture har et negativt klimaaftryk.
I 60 pct. af tilfældene udskifter løbehjulene nemlig blot en cykel- eller gåtur, hvilket giver et negativt klimaaftryk. I 12 pct. af tilfældene ville brugerne slet ikke have foretaget turen, hvis ikke der var et løbehjul. Det giver også et negativt klimaaftryk.
Den løbende indsamling og distribution af udlejningsløbehjul bidrager i væsentlig grad til CO2-udledningen i forbindelse med kørslen.
Ritzau/MG
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.