
Det går for langsomt med at få udbygget den digitale infrastruktur i kommunerne, der desuden tager sig alt for godt betalt for at opstille såkaldte telesendemaster.
Sådan lyder kritikken fra flere teleselskaber, der savner en strategi for, hvordan landets kommuner vil nå målet om at opsætte de omkring 5.000 nye antennepositioner, der på landsplan vil være behov for de næste år. Det skriver DI i en pressemeddelelse.
En strategi for digital infrastruktur i kommunerne kunne tjene som øjenåbner for at sikre gode betingelser for industrien. Sådan en strategi vil man nu udarbejde i Aalborg, og det ser vi gerne brede sig til hele landet, siger adm. direktør Jon Erik Haug, Telenor.
Voldsomme priser for telemaster
Ifølge Telenor betaler man i nogle kommuner flere hundredtusindvis af kroner årligt for leje af en enkelt mast, mens lejen kan løbe op i omkring en million kroner ved trafikknudepunkter som stationer og lufthavne.
Hos teleselskabet 3 peger adm. direktør Morten Christiansen på, at kommuner i en række tilfælde klager over dårlig mobildækning - samtidig med, at de på den anden side modsætter sig opsætning af nye master. Generelt er området præget af langsom og omfattende sagsbehandling, mener han.
- Kommunerne må først og fremmest tage problemstillingen alvorligt og gå ind i en dialog. De bliver nødt til at se det som et strategisk område. Der, hvor der ikke er en ordentlig digital infrastruktur, sker der ofte en fraflytning af virksomheder og privatpersoner. Derfor er det et must, at der er en ordentlig infrastruktur, siger Morten Christiansen.
KL: Mange hensyn skal afvejes
Men når landets kommuner står med sager om godkendelser af antenner og master, står de samtidig overfor at skulle afveje lokale og ofte modsatrettede interesser, der skal vurderes i forhold til en række plan- og naturforhold. Det siger konsulent Anni Kær Pedersen fra Kommunernes Landsforening.
- Har man i plangrundlag eller på tilsvarende vis forlods taget stilling til rammerne for etablering af antenner og master, siger det sig selv, at vejen kan være banet for hurtigere sagsbehandling, når først ansøgningen ligger fra et teleselskab, siger Anni Kær Pedersen.
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.