
HADERSLEV: De problematiske forhold på bostedet Odinsgård i Vojens, som blev omtalt i tv-dokumentaren "Nødråb i natten", er afledt af pres fra pårørende, mener Socialtilsyn Syd. Presset har medført "øget personalegennemstrømning og et vanskeligt psykisk arbejdsmiljø, hvilket har haft negativ betydning for bl.a. borgernes trivsel”, skriver tilsynet ifølge TV Syd i en redegørelse til Socialministeriet.
Derimod vurderer tilsynet, at dets egen tilsynsindsats har været tilfredsstillende. To pårørende, som begge har meldt bostedet til politiet efter tv-udsendelsen, er fortørnede over redegørelsen. De kan ikke genkende, at de skulle have lagt pres på, siger de til TV Syd.
Hos Haderslev Kommune genkender direktør for social og sundhed Rolf Dalsgaard Johansen, at der har været problemer mellem de pårørende og de ansatte. Han synes dog ikke, det er fair at give de pårørende det meste af skylden, siger han til tv-stationen.
SF kræver direktør fyret
Samme direktør er ifølge JydskeVestkysten emnet for et to sider langt brev fra SF's medlem af social- og handicapudvalget, Leif Storgaard Pedersen, til borgmester Mads Skau (V), hvor SF kræver direktøren fyret.
- Vi nærer simpelthen ikke længere tillid til, at den nuværende direktion og direktør magter at stå i spidsen for etablering af et nyt botilbud i stedet for Odinsgård, siger han til avisen og henviser til nye oplysninger om, at en medarbejder blev kaldt til samtale om sygefravær og brud på tavshedspligt efter at have henvendt sig direkte til udvalget, og at et interview med en kritisk tidligere afdelingsleder i en advokatundersøgelse af sagen ikke er blevet sendt med til udvalget.
Jydske-Vestkysten har tidligere beskrevet via en aktindsigt, at lederen allerede ved årets begyndelse gik til sin chef og foreslog, at der skulle ske noget drastisk med bostedet, fordi hun ikke kun se de videre perspektiver med stedet. Også hun nævnte et massivt pres fra de pårørende.
Chefen gik videre til direktøren og meldte derefter tilbage, at der ikke på det tidspunkt var politisk opbakning til at lukke Odinsgård. Igen i april fortalte lederen på et udvalgsmøde om problemerne, og her besluttede udvalget trods bekymring at afvente en ny status ultimo 2023. Først efter henvendelsen fra TV2 blev det besluttet at lukke bostedet og lave et nyt på samme matrikel.
Borgmester Mads Skau er overrasket over SF's krav om fyring af direktøren. "Nu må vi se, hvad der er hoved og hale i disse påstande," siger han. Selv har Rolf Dalsgaard Johansen ikke mange kommentarer til SF's krav. "Lige nu bruger jeg de fleste af mine vågne timer på at finde nogle gode løsninger for Odinsgård," siger han til JydskeVestktysten.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.