
Endnu en af de siddende socialdemokratiske borgmestre er blevet genvalgt som S-spids. Det er i Odder, hvor Lone Jakobi sidder i sin første borgmesterperiode og ifølge Århus Stiftstidende nu er genvalgt.
Hun fik ved KV21 1.046 personlige stemmer - næstflest efter daværende borgmester Uffe Jensen (V) med 2.265 (V), der altså måtte afgive pladsen.
I yderligere to kommuner har partiet genvalgt spidsen fra KV21. I Aabenraa vandt Erik Uldall Hansen ifølge JydskeVestkysten værdigheden under et kampvalg med Dorte Soll, der forsøgte sig for første gang.
Uden at fortælle, hvor mange medlemmer der er tale om, oplyser partiet til avisen, at 53,25 procent af dem deltog i afstemningen. Erik Uldall fik 59,54 procent af de afgivne stemmer, mens Dorte Soll fik 40,46.
Også her fik S-spidsen ved KV21 næstflest personlige stemmer efter Venstres spids: Uldall fik 2.020 efter den forhenværende borgmester Thomas Andresen (V) med 4.426 - og foran Jan Riber Jakobsen (K), der fik 1.162 og blev den nye borgmester.
I Jammerbugt har S ifølge Nordjyske genvalgt 2. viceborgmester Diane Aarestrup som spids, hvilket ikke mindst er interessant, fordi borgmester gennem 22 år Mogens Gade (V) forlader posten, så spillet er åbent. Hun vandt en urafstemning foran Morten Klessen, der også er folketingskandidat, med 55 procent af de afgivne stemmer.
- Mogens Gade har fyldt meget, siger hun til Nordjyske og håber, at det blandt andet vil være muligt at få De Konservative mere ind i byrådssamarbejdet, og at også udvalgsformænd får lov til at præsentere de sager, udvalgene har haft.
Hun fik med 1.808 stemmer ved KV21 næstflest efter Gade med 3.243.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.