Da Skives borgmester, Peder Christian Kirkegaard (V) i sidste uge meddelte, at han ikke genopstiller ved KV25, havde partifællen Christian Vad Holm allerede meldt sig klar til at overtage, mens flere hurtigt pegede på enten Alfred Brunsgaard eller Goska Rasmussen som bedste bud på at blive Venstres nye borgmesterkandidat.
I dag tirsdag har de begge meldt sig som kandidater, oplyser de til Skive Folkeblad. Dermed får medlemmerne af Venstre som minimum tre at stemme på ved opstillingsmødet 4. november.
- Vi er begge to opfordret til at stille op som borgmesterkandidat, og vi har begge lyst og vilje til at stille os i spidsen for partiet til næste kommunalvalg. Vi har to forskellige personligheder, men vi arbejder godt sammen, og det bliver der ikke ændret på, uanset hvem af os der får posten som borgmesterkandidat, oplyser de to.
To og kun to i Holstebro
I Holstebro meddelte borgmester H.C. Østerby (S) for to måneder siden, at han ikke genopstiller, og ret hurtigt meldte to partifæller klar til at tage over: Klaus Flæng og Simon Tang.
Den officielle frist for at melde sig udløb dog først mandag, men her var ikke dukket flere kandidater op, oplyser partiet på Facebook. Dermed kommer valget til at stå mellem de to byrådsmedlemmer, som i første omgang får mulighed for at præsentere sig ved et møde 2. september.
I Fredericia har SF valgt ny spidskandidat, nemlig Malene Søgaard-Andersen. Hun er 45 år og skoleleder i Kolding Kommune. Hun har et par gange været indkaldt i byrådet som suppleant, ligesom hun var suppleant i Folketinget nogle måneder i 2010-2011, skriver Fredericia Dagblad.
Malene Søgaard-Andersen bliver spids i stedet for Connie Maybrith Eden, som p.t. er partiets eneste byrådsmedlem. Hun bliver i stedet nummer to på listen, hvilket sker som led i et generationsskifte, oplyser den 63-årige politiker til avisen.
I Favrskov har Liberal Alliance valgt Carsten Normann som spidskandidat i en afstemning mellem ham og Simon Olsen, oplyser partiet ifølge Pingvinnyt.
Carsten Normann var også kandidat til europaparlamentsvalget. Han bor i Hinnerup, driver egen konsulentvirksomhed og studerer idéhistorie på Aarhus Universitet, ligesom han har en cand.merc. i international virksomhedsøkonomi og flere bestyrelsesposter.
LA har for øjeblikket to byrådsmedlemmer i Favrskov, nemlig Simon Buss Olsen og Erling Høj Sørensen, som i 2021 blev valgt for henholdsvis Venstre og Nye Borgerlige, men senere skiftede til LA.
I Norddjurs har De Konservative genvalgt viceborgmester og gruppeformand Benny Hammer som partiets borgmesterkandidat, oplyser partiet ifølge Lokalavisen Norddjurs. Benny Hammer var ved seneste valg tæt på at blive borgmester, men flertallet pegede i stedet på Venstres Kasper Bjerregaard.
Rettet 28. august 11.30 - ved en fejl stod der Syddjurs i stedet for Norddjurs.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.