TrygFonden støtter med i alt cirka otte mio. kr. projekter for blandt andet udsatte børn og unges læselyst og grønlandske børn i plejefamilier.
Der er knap to mio. kr. til Læs for Livet, som skal skabe større læselyst hos udsatte børn og unge gennem forløb på de institutioner, hvor de bor. Erfaringer viser nemlig, at adgang til bøger forbedrer læselysten og dermed den generelle boglige aktivitet og forholdet til skolen. De udsatte børn og unge er hovedsageligt 11-18 år, og mange af dem har været udsat for blandt andet omsorgssvigt og vold. Derfor er de statistisk set bagud socialt og fagligt i forhold til deres jævnaldrende, oplyser TrygFonden.
Foreningen Grønlandske Børn i skikkelse af projektleder Jeppe Bülow Sørensen får en mio. kr. til netværksaktiviteter for grønlandske børn, der er anbragt i danske plejefamilier. Aktiviteterne skal være med til at give børnene et bedre socialt netværk ved blandt andet at vise, at giver dem mulighed for at spejle sig i andre.
Ud af de otte mio. kr. er der også 1,5 mio. kr. til opdatering og udbredelse af UngKræft appen. Den hjælper unge med kræft med både psykiske og fysiske problemstillinger. Som at kommunikere med ligesindede eller holde øje med symptomer. Donationen skal blandt andet gøre det muligt at udbrede materiale om appen til nydiagnosticerede unge.
Derudover er der også penge til forskningsprojekter inden for blandt andet børn med autisme samt en indsats, som skal støtte anbragte børn og unge i at tage en ungdomsuddannelse. Professor John Storm Pedersen fra SDU står bag projektet, som skal bringe fagprofessionelle, kommunale ledere og forskere sammen i et udviklingsforløb, der skal ende med en formulering af 'den ultimative indsats'.
ibs
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.