Af Knud Abildtrup
ÅRHUS: Som et af de mange eksempler på forenklinger, regeringen nu lægger op til i den offentlige sektor, nævnte politisk ordfører Henriette Kjær (K), at de obligatoriske pædagogiske læreplaner i daginstitutioner nu ikke længere skal revideres hvert år - men hvert andet år.
Hun erkendte, at det tager tid, når børnehavelederen skal gå væk fra børnene, lukke sin dør og møjsommeligt sidde og revidere den pædagogiske læreplan, og ikke bare fotokopiere den fra sidste år, for det er jo ikke det, det gik ud på.
Ifølge planen er der på den konto ikke mindre end 110 millioner kroner at spare, når alle landets institutionsledere slipper for hver anden læreplan.
Henriette Kjær svarede i øvrigt på borgmester Nicolai Wammens retoriske spørgsmål om, hvem der kunne være imod færre regler:
- Hvem kan være imod? Det kan jeg godt finde nogen, der er, sagde MF og politisk ordfører Henriette Kjær (K) og erkendte, at 'vi kan jo næsten ikke komme til for os selv - for at vise handlekraft, når vi ser ældre på plejehjem, der har det dårligt, svigtede børn eller elever, der ikke læser så godt som i udlandet.'
- Det vil vi gøre bedre - i bedste mening - problemerne skal jo løses. Og også pressen siger jo 'hvad vil I gøre ved det?' Dog har vi i regeringen og KL aftalt, at vi vil opfordre folketingsmedlemmer til i højere grad at svare journalisterne 'prøv at spørge i kommunen' i stedet for der skal laves nye regler.
Spild af tid
Den konservative folketingspolitiker, der udover at have været socialminister også selv er forælder, kom også ind på elevplanerne, hvor der er sket den forenkling, så lærerene ikke pinedød skal lave planer for alle, men nu for udvalgte elever:
- Jeg er selv forælder, klikker ind på intranettet og tjekker mine børns elevplaner, - og jeg kan godt selv se, at det er lidt spild af tid at læse, at 'Asger er meget interesseret i håndarbejde og gør fremskridt ved symaskinen'. Det læste jeg også sidste år, og det tager jo lang tid for læreren at skrive for alle 27 elever.
Den melding fik dog kritiske med på vejen fra en repræsentant fra Danmarks Lærerforening: For forenklingen med elevplaner var jo meldt ud tilbage i december, så det var vel intet nyt? Det fastholdt Henriette Kjær dog - og forsvarede den demokratiske sagsgang, der bl.a. involverer forhandlinger med forligsparter.
Den tidligere socialminister sluttede at med at håbe, der kan lempes for hygiejne-regler, så det kan blive muligt for ældre på ældrecentre at få lidt glæde af at hjælpe lidt til ved madlavningen.
Konferencen finder sted, dagen efter regeringen har barslet med sin plan om 'Mere tid til velfærd' - med 105 konkrete forslag til mindre bureaukrati i kommuner og regioner.
Århus Kommune, KL og COK står i fællesskab bag dagens afbureaukratiseringskonference for at skabe debat om balancen mellem styring og råderum i kommunerne.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.