Nye tal fra Ankestyrelsens anbringelsesstatistik 2008 'Børn og unge anbragt uden for hjemmet - kommunale afgørelser' viser, at kommunerne er blevet hurtigere til at finde plejefamilie eller opholdssted til børn og unge, som for første gang skal anbringes uden for hjemmet.
Der går ofte under en måned, fra kommunen har truffet afgørelsen, til barnet/den unge flytter ind på anbringelsesstedet. I 2008 ventede børnene i gennemsnit 18 dage på at flytte fra deres forældre, mens de i 2006 ventede 23 dage i gennemsnit. Ventetiden for frivillige anbringelser er lidt længere end ved tvangsmæssige anbringelser.
Teeenagere anbringes hyppigere
Ankestyrelsens netop offentliggjorte årsstatistik for 2008 'Børn og unge anbragt uden for hjemmet, kommunale afgørelser' viser en række udviklingstendenser for anbragte børn og unge siden anbringelsesreformens start i 2006. En af tendenserne er, at teenagere fortsat bliver anbragt langt hyppigere end yngre børn. Dog anbringer kommunerne et stigende antal børn mellem 0 og 3 år.
Hvert 5. anbragt barn eller ung flyttede i 2008 hjem igen uden, at formålet med anbringelsen var opnået. Det er en stigning i forhold til 2007, hvor det gjaldt for hvert 6. barn. Der kan være flere grunde dertil, blandt andet, at anbringelsen ikke opfylder barnets eller den unges behov.
Årsag til anbringelse afhænger af etnisk baggrund
Ankestyrelsens tal viser også, at børn og unge med anden etnisk oprindelse end dansk oftere anbringes som følge af vold i hjemmet eller grove omsorgssvigt end etnisk danske børn. For børn og unge med dansk oprindelse er det derimod oftere forældrenes misbrug, som er årsag til anbringelsen.
- Det er meget interessant, at vi nu kan se flerårige udviklingstendenser for de anbragte børn og unge, siger ankechef Henrik Horster fra Ankestyrelsens børnekontor.
Positivt kommunerne ikke venter for længe
Henrik Horster fremhæver statistikkens muligheder for at vurdere, om Anbringelsesreformen har de ønskede effekter.
- Det er positivt, at kommunerne i højere grad sørger for, at børnene ikke venter længe med at flytte, når først det er afgjort, at de skal anbringes. Det er typisk massive problemer i hjemmet, der er årsagen, til, at børnene skal anbringes, siger Henrik Horster.
- Samtidig er det vigtigt at fremhæve, at kommunernes fokus på en tidlig indsats overfor truede børn nu giver sig udslag i et stigende antal anbringelser af små børn.
Læs mere om anbringelser og udsatte børn.
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.