
Regeringen holder pressemøde onsdag klokken 12.30 om "den kommende politiske sæson". Det skriver Statsministeriet i en pressemeddelelse.
På pressemødet deltager statsminister Mette Frederiksen (S), forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M). Pressemødet afholdes i Spejlsalen i Statsministeriet.
Ifølge en række danske medier vil regeringen på pressemødet også løfte sløret for flere nye ministerier, der skal oprettes som led i en ventet ministerrokade denne uge.
DR og Berlingske skriver onsdag morgen, at der kommer tre nye ministerier. Det indebærer, at der skal findes en europaminister, en beredskabsminister og en ny grøn minister, der får ansvar for at implementere den grønne trepart.
Ministernavne først i morgen
Ifølge begge medier vil den egentlige ministerrokade med navne på de nye ministre dog ikke blive annonceret på pressemødet onsdag.
DR skriver videre, at det også forventes, at Danmarks næste EU-kommissær præsenteres onsdag. Der er deadline for udpegelsen fredag.
Både forskere og politiske iagttagere har peget på socialdemokraten Dan Jørgensen som det oplagte bud på en ny dansk EU-kommissær. Han er i dag minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik.
Det vil derfor være naturligt med en ministerrokade, hvis Dan Jørgensen skal til Bruxelles og afløse Margrethe Vestager.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.