
Spørgsmål bliver der mange af, når statsminister Mette Frederiksen (S) torsdag klokken 14 møder op til et lukket møde i Granskningsudvalget i Folketinget.
På mødet skal statsministeren blandt andet svare på, hvorfor ti ledende embedsmænd, herunder Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, ikke blev hjemsendt, selv om de blev udsat for hård kritik i Minkkommissionens rapport fra 30. juni.
I sin beretning vurderede Minkkommissionen, at der er grundlag for, at Bertelsen og ni andre embedsmænd kan drages til ansvar for deres rolle i sagen fra 2020 om, at alle mink i Danmark skulle aflives, hvilket der ikke var lovhjemmel til.
- Derfor er Mette Frederiksen selvfølgelig nødt til nu at svare på, hvad der skal ske i forhold til de højtstående embedsmænd. Minkkommissionen har meget tydeligt konkluderet, at der er begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at der er grundlag for, at det offentlige drager dem til ansvar, siger siger Sophie Løhde (V), der er formand for Granskningsudvalget.
Hjemsendelse eller ej
Regeringen har bedt om rådgivning fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen i forhold til, hvad der skal ske med embedsmændene. Ifølge medlem af Granskningsudvalget Mai Mercado (K) skylder statsministeren at forklare, hvorfor embedsmændene ikke er blevet hjemsendt.
- Det har Mette Frederiksen valgt at holde ud i strakt arm og sige, at hun ikke vil blande sig. Men det naturlige ville have været at tage et ansvar på sig og sige, at vi bliver nødt til at hjemsende de embedsmænd, som er udsat for den hårdeste kritik, indtil der ligger en afklaring. Det har man også gjort i andre tilfælde, og en hjemsendelse er jo ikke lig med en fyring, siger Mai Mercado.
Hun henviser blandt andet til sagen fra 2020, hvor fem medarbejdere i Forsvarets Efterretningstjeneste blev hjemsendt for blandt andet at have videregivet oplysninger om danske borgere. Året efter blev medarbejderne frifundet af en undersøgelseskommission.
De manglende hjemsendelser undrer også medlem af Granskningsudvalget Ole Birk Olesen (LA).
- Der synes at være en meget forskelligartet praksis her. Det er heller ikke sådan, en arbejdsgiver bør agere, heller ikke staten som arbejdsgiver. At der ikke er nogen praksis, man kan holde sig til som ansat, men at nogle ansatte tilsyneladende får meget længere snor end andre ansatte, siger han.
Alvorlig kritik af embedsværk
Medlem af Granskningsudvalget Peder Hvelplund (EL) er enig i, at det er en alvorlig kritik, der er rejst af embedsværket. Han peger samtidig på, at det er vigtigt at respektere, at der er tale om et tjenesteretligt anliggende.
- Dér vil jeg lytte til den redegørelse, der kommer fra statsministeren, i forhold til hvordan sagen bliver håndteret. Så det bliver muligt at sikre offentligheden viden om, hvordan sagen bliver håndteret, men at der også samtidig er en beskyttelse af de ansatte i tjenesteretlige forhold, siger han.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.