
STRUER / MIDTJYLLAND: Lars Møller Pedersen (S), som er formand for kultur- og fritidsudvalget i Struer og medlem af regionsrådet i Midtjylland, står til at miste sin valgbarhed og forlader politik efter tre klip i kørekortet for at køre for hurtigt. Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.
Ifølge den kommunale og regionale valglov mister man sin valgbarhed, hvis man idømmes frihedsstraf, eller hvis man ubetinget frakendes førerretten til at køre bil. Først efter tre år vil man igen være valgbar.
- Jeg har ikke fået den endelige afgørelse og kunne godt stille op, men det ville være at snyde mine vælgere, hvis jeg så må vente i tre år og først være med i den sidste fjerdedel af valgperioden. Så jeg har meddelt bestyrelsen for socialdemokraternes partiforening i Struer, at jeg må trække mig, forklarer han.
Borgmester ny kandidat til regionen
Beskeden fra Lars Møller Pedersen kom lige før en generalforsamling i Struerkredsen, hvor man derfor fik travlt med at finde en anden lokal kandidat til regionsrådet.
Borgmester Viggo Lynghøj (S), som ellers kun genopstiller som menigt byrådsmedlem allernederst på listen til byrådet, indvilgede i også at stille op som kandidat til regionsrådet, da ingen andre meldte sig, skriver Dagbladet. I aften ventes partiforeningen desuden at udpege endnu en kandidat til byrådet som afløser for Lars Møller Pedersen.
I stedet for Viggo Lynghøj er viceborgmester John Christoffersen spidskandidat for Socialdemokratiet i Struer.
Lars Møller Pedersen, som nu forlader politik, er 32 år og blev første gang valgt ind i byrådet som 20-årig i 2009. Han blev valgt ind i regionsrådet i 2017.
Så sent som lørdag optrådte Lars Møller Pedersen (til højre) på partiforeningens Facebookside sammen med borgmesterkandidat John Christoffersen (til venstre) og byrådsmedlem Palle Lykke Ravn.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.