
BORNHOLM: Indenrigsministeriet har tidligere i denne uge indgået det femte såkaldte udviklingssamarbejde, efter ministeriet og Bornholm Regionskommune har indgået et udviklingspartnerskab, der skal styrke kommunens økonomi og udviklingspotentiale.
Også Lolland, Læsø, Langeland og Morsø har en lignende aftale.
Som en del af partnerskabet får kommunen et særtilskud på 50 mio. kr. årligt over de næste fire år fra 2025 til 2028. Det giver kommunen budgetsikkerhed til at investere i tiltag til at forbedre kommunens økonomiske situation.
Derudover får Bornholm 55 mio. kr. i år fra særtilskudspuljen for 2025, som var ekstraordinært forhøjet til 800 mio. kr. som led af økonomiaftalen. På den baggrund modtog Bornholms Regionskommune et ekstraordinært forhøjet særtilskud på i alt 105 mio. kr. i 2025. Dermed får Bornholm reelt 255 mio. kr. i perioden 2025-2028, ligesom kommunen fortsat kan søge om yderligere tilskud.
- Jeg er glad for, at vi nu indgår en aftale med Indenrigs- og Sundhedsministeriet, som giver os en større budgetsikkerhed de kommende år. Vi har brug for at kunne budgettere mere langsigtet for at få en sundere økonomi i en økonomisk trængt kommune, siger borgmester Jacob Trøst (K).
Bornholm planlægger at iværksætte en række initiativer, hvoraf nogle ligger inden for partnerskabets periode, mens andre er en videreførelse af eksisterende initiativer og/eller har en længere tidshorisont end partnerskabsperioden.
Det gælder blandt andet en genopretning af økonomien på det specialiserede socialområde, hvor man vil fokusere på forebyggelse og på skabe lokale løsninger for at hjælpe unge med komplekse problemer, samt at udvikle velfærdsområdet ved blandt andet at fokusere på at få flere op i fuld tid, mere digitalisering og brug af velfærdsteknologi.
- Vi skal fremme vækst og udvikling i alle dele af landet, så vi har et Danmark i balance. Derfor er det vigtigt, at vi fællesskab tager ansvar for at understøtte udviklingen i de kommuner, der er vanskeligt stillede, og som har økonomiske udfordringer. Og med udviklingspartnerskabet med Bornholms Regionskommune sætter vi blandt andet fokus på Bornholms særlige styrkeposition inden for erhverv og på at gøre kommunen endnu mere attraktiv for tilflyttere, siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V).
Stadig presset økonomi
Jacob Trøst er glad for, at man med partnerskabet får en større budgetsikkerhed, men han påpeger samtidig, at man i forvejen har fået tilskud fra særpuljer, og at man derfor ligger nogenlunde på samme niveau som ellers.
I år fik Bornholm fx 55 mio. kr. i særtilskud, hvor man nu også får 50 mio. kr. som led i partnerskabet.
Nu ved politikerne på Bornholm, at der som minimum er 50 mio. kr. ekstra at gøre godt med, men såfremt man ikke får del i særtilskudspuljen til næste år, er man altså tilbage på det niveau, som man allerede har forhandlet besparelser ud fra til i år.
- Vi har lagt vores budget og lavet vores sparekatalog ud fra, at vi får det samme som sidste år. I og med, at den ekstraordinært forhøjet pulje også er det, når vi skal til budgetforhandlinger til september, så kan man gøre sig en forhåbning om, at vi som minimum kan få det samme beløb, som vi fik sidst, siger Jacob Trøst til Bornholms Tidende og fortsætter:
- Det er svært at bruge ordet succes, når vi står med en kommunal økonomi, der ikke har det supergodt. Og vi har en demografi, der sætter os i en vanskelig situation. Men det er klart, at jeg vil gøre, hvad jeg kan for, at vi får så meget af den ubalance, vi har i kommunen, dækket fra puljen. Men det er en succes, hvis vi kan få det hele dækket, men det kan vi jo ikke. Men det er klart, at jeg krydser fingre for, at vi som minimum får det samme beløb som sidst, siger Jacob Trøst.
Flere kommuner forbigået
Foruden Bornholm havde Faaborg-Midtfyn, Fanø, Faxe, Lemvig og Odsherred kommuner ligeledes ansøgt om at indgå en partnerskab med regeringen sidste sommer.
I Faaborg-Midtfyn argumenterede man blandt andet med, at de stigende udgifter til det specialiserede område og færre indtægter kunne tvinge kommunen til hårde besparelser.
"Pga. den kaotiske økonomiske situation med manglende indtægter og et væsentligt øget pres på det specialiserede sociale område, søger Faaborg-Midtfyn Kommune også om et udviklingspartnerskab," skrev Faaborg-Midtfyn i sin ansøgning og tilføjede som slutbemærkning:
"I modsat fald vil Faaborg-Midtfyn Kommune være tvunget til skulle gennemføre drastiske besparelser på velfærdsområderne".
Også på Fanø kan man se frem til en økonomisk håndsrækning, efter Folketinget tidligere i juni stemte et lovforslag igennem, der sikrer kommunen et årligt ø-tilskud på 20 mio. kr. ved at udvide tilskudspuljen.
- Det er jo dejligt, at det endeligt er faldet på plads. Indenrigsministeren havde lovet, at det kom, men nu har vi det på skrift, og på den måde er der penge til budget, siger øens radikale borgmester Frank Jensen, der sammen med byrådet sidste år præsenterede et sparekatalog for 2025, der skulle finde netop 20 mio. kr. gennem flere store reduktioner i det offentlige.
esl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.