
Da Rusland for tre år siden angreb Ukraine, boede der omkring 13.700 ukrainske statsborgere i Danmark. I dag er antallet mere end tredoblet - til 47.644 ved indgangen til 2025. Altså en nettotilgang af omkring 34.000 ukrainere.
Det viser tal fra Danmarks Statistik, som DK Nyt har hentet. Samtidig viser tallene, hvilke kommuner ukrainerne især bor i.
Målt i antal personer er der - naturligt nok - flest i de store kommuner: 4.437 i København, 2.353 i Aarhus, 1.439 i Aalborg og 1.407 i Odense.
Men målt i forhold til befolkningstallet er det især i en række vestjyske kommuner, ukrainerne har bosat sig.
Ukrainernes andel er størst i Vesthimmerland efterfulgt af Lemvig, Ringkøbing-Skjern, Tønder, Ikast-Brande, Vejen, Skive, Rebild, Viborg og Langeland.
Det er i store træk de samme kommuner, som havde den største andel af ukrainere ved indgangen til 2022, altså før krigen. Dengang hed rækkefølgen Vesthimmerland, Ringkøbing-Skjern, Tønder, Lemvig, Morsø, Rebild, Vejen, Varde, Skive og Ikast-Brande.
Derimod er det Østdanmark, som har oplevet den største procentvise stigning i antallet af ukrainere - simpelthen fordi her var så få før.
Nogle af procenttallene er meget høje - fx topper Dragør med en fremgang på 2.750 procent, fordi der for tre år siden kun boede to ukrainske statsborgere i kommunen. Nu bor der 57. Tilsvarende er Albertslund gået fra 5 til 130 ukrainske statsborgere, en fremgang på 2.500 procent.
Modsat har Morsø oplevet den mindste procentvise ændring - fra 195 til 243, hvilket svarer til 25 pct. flere.
Flest kvinder
De ukrainere, som var i landet i forvejen, har i høj grad været beskæftiget med landbrug eller i andre brancher med mangel på arbejdskraft, og efter krigens udbrud har mange landsmænd bosat sig i nærheden af familie m.v., som i forvejen var i Danmark.
Det forklarer også, at der i disse kommuner er tæt på lige så mange mænd som kvinder, mens der fx i de små ø-kommuner og hovedstadskommuner som Frederiksberg, Furesø, Herlev og Lejre bor mindst dobbelt så mange ukrainske kvinder som ukrainske mænd.
Da krigen brød ud, var der stort set lige mange ukrainske mænd og kvinder i Danmark - 6.847 mænd og 6.868 kvinder. I dag er der godt 27.500 kvinder og godt 20.000 ukrainske mænd.
Som bekendt har ukrainske mænd i alderen 18-60 år som udgangspunkt ikke lov at forlade Ukraine, medmindre de fx er sårede eller handicappede.
Ved årsskiftet var der 11.005 mænd mellem 20 og 60 år i Danmark. Resten af mændene er enten børn, teenagere eller over 60 år.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.