
Ingen ved, hvornår næste folketingsvalg kommer, men udpegningen af kandidater er i fuld gang. Her nogle af de nyeste:
I Viborg Øst-kredsen bliver 22-årige Frederik Houmann Thuesen ny folketingskandidat for Venstre, skriver TV Midtvest. Han erstatter Kristian Pihl Lorentzen, som røg ud af Folketinget ved seneste valg efter næsten 18 år på tinge. Frederik Houmann Thuesen sidder i byrådet i Viborg, er lokal VU-formand og læser statskundskab.
I Viborg Vest er et andet byrådsmedlem, nemlig Lone Kastberg, kandidat og var det også ved seneste valg, hvor hun dog ifølge Viborg Stifts Folkeblad var såkaldt skyggekandidat, idet begge Viborg-kredse bakkede op om Kristian Pihl Lorentzen.
Thuesen og Kastberg vælges formelt på et opstillingsmøde næste uge, men er eneste kandidater, og selv om kommuneforeningen officielt bakker op om begge kandidater, har det historisk altid været Øst og ikke Vest, der har givet valg, skriver TV Midtvest.
Viborg hører under Vestjyllands Storkreds, hvor Venstre sidst fik valgt Søren Gade fra Holstebro-kredsen, Thomas Danielsen fra Struer-kredsen og Mads Fuglede fra Ringkøbing-Skjern-kredsen. Sidstnævnte har som bekendt forladt partiet til fordel for Danmarksdemokraterne, så her skal findes en ny kandidat.
Unge S-kandidater
I Vordingborg-kredsen er 20-årige Valdemar Alban valgt som socialdemokratisk folketingskandidat, skriver Folketidende.
Han er lokal DSU-formand og var til KV21 opstillet i Guldborgsund, hvor han har boet i en årrække og i øvrigt er kampagneleder for borgmester Simon Hansen (S). Han læser samfundsvidenskab på RUC og bliver partiets yngste folketingskandidat.
I Ballerup-Glostrup-kredsen er 22-årige Sofie De Bretteville Olsen som ventet valgt som socialdemokratisk folketingskandidat. Hun var valgt i Ballerup og fik altså også opbakning i Glostrup, skriver sn.dk. Hun sidder også i regionsrådet. Kandidaturet er ledigt efter Kasper Sand Kjær, som har forladt Folketinget.
Og så en stribe genvalg:
SF i Roskilde-kredsen har genvalgt 22-årige Mads Olsen som folketingskandidat, skriver sn.dk. Han er p.t. i Folketinget som suppleant under Jacob Marks barselsorlov.
Socialdemokratiet i Slagelse-kredsen har genvalgt 29-årige Frederik Vad som folketingskandidat. Den tidligere DSU-formand kom i Folketinget ved seneste valg.
Socialdemokratiet i Sønderborg-kredsen har genvalgt Benny Engelbrecht som folketingskandidat, skriver Sønderborg Nyt. Han er 53 år og har siddet i Folketinget siden 2007, hvor han p.t. er finansordfører.
Og endelig har De Radikale i Gribskov ifølge sn.dk genvalgt 59-årige Christina Thorholm som folketingskandidat. Gribskov udgør sammen med Hillerød Kommune Hillerød-kredsen. Christina Thorholm har været kredsens kandidat siden 2000 og har tidligere været i Folketinget som suppleant i 2021-2022. Hun sidder i byrådet i Hillerød.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.