AARHUS: På baggrund af den seneste tids afsløringer og anklager mod Søndervangskolen om snyd med og fabrikering af eksamensresultater og tilfredshedsundersøgelser, vil kommunen nu igangsætte en "hurtigt arbejdende og uvildig undersøgelse".
Det oplyser kommunen efter et møde i børn og ungeudvalget onsdag aften, og initiativet er kommet fra børn og ungeforvaltningen. Undersøgelsen skal bl.a. afdække, om de kritisable forhold er standset, og finde tiltag, som kan støtte skolen fremover.
- Det er vigtigt for mig, at en uvildig undersøgelse giver medarbejdere mulighed for at blive hørt og set. Samtidig skal vi have belyst, hvad der er historie, og hvad der fortsat er relevante problemer. Derfor er der behov for, at uvildige øjne ser på forholdene for, på og omkring Søndervangsskolen. Min indstilling er, at det skal ske så hurtigt som muligt, ikke mindst af hensyn til elever, forældre og medarbejdere, siger Martin Østergaard Christensen, direktør for Børn og Unge.
Tre gange beklagelser
I en redegørelse, som kommunen har afleveret til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, Stuk, erkender Aarhus Kommune, at man kendte til uregelmæssighederne, men alligevel sendte resultaterne til Børne- og undervisningsministeriet. Ifølge redegørelsen var Søndervangskolen i 2018 blandt de skoler, der var længst fra målsætningen om, at mindst 80 pct. af eleverne skal være gode til at læse målt i de nationale test.
Derfor anmodede Stuk om en redegørelse for skolens resultater. Disse fremsendte skolen, og på den baggrund besluttede Stuk ikke at udtage skolen til tilsyn. Men der var ikke redegjort for de forbedrede resultater, som ellers er nævnt som en af årsagerne til elevernes øgede trivsel.
"Stuk burde på et tidspunkt have været orienteret om uregelmæssighederne i 2016 og 2017. Det er beklageligvis ikke sket," lyder det i redegørelsen.
Såden lyder det tre steder i redegørelsen, hvor kommunen beklager manglende orientering til styrelsen, idet "der ikke har været anledning til at tro at der var nye uregelmæssigheder i skolens praksis omkring prøveafvikling". Derfor har Børn og Unge ikke haft fokus på den del, lyder det videre.
V: Minister skal tale alvorsord med Bundsgaard
Til Politiken siger Venstres undervisningsordfører, Ellen Trane Nørby, at hun forventer en alvorlig snak mellem borgmester Jacob Bundsgaard (S) og børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).
- Grundlæggende erkender kommunen jo, at de (skolen, red.) har snydt, og at kommunen også har været vidende om det. Det synes jeg forværrer sagen. Nu er det ikke kun en sag om en skole, det er også en sag om en kommune, der stiltiende og velvidende er med til at snyde det statslige tilsyn, siger hun til Politiken.
- Jeg forventer, at ministeren allerede nu indkalder borgmesteren i Aarhus til en meget alvorlig snak om, hvad det er, der foregår, når Aarhus Kommune har dækket over snyd. Jeg synes ikke, at det er en lille bagatel, når man systematisk har snydt. Eksamensreglerne sikrer national lighed mellem den måde, vi vurderer elevernes faglighed på, siger Ellen Trane Nørby.
Ifølge en tidslinje, som Aarhus Kommune har lavet, blev forvaltningen kontaktet af Aarhus Lærerforening tilbage i 2017 vedr. arbejdsmiljø og prøveafvikling i skoleårene 2015/16 og 2016/17.
I de kommende uger vil der være særlig opmærksomhed på Søndervangskolen i forhold til ledelsesmæssig opbakning, ligesom skolen kan trække på Børn og Unges forvaltning, oplyser Aarhus Kommune i pressemeddelelsen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.