VARDE: Cirka 250 indbyggere i Varde Kommune ventes i år at få tilladelse til at etablere et jordvarmeanlæg. Den boomende interesse for jordvarme i Varde synes usvækket, og en del af interessen udspringer givetvis af, at den opvarmningsform er økonomisk attraktiv. Det undrer derfor miljømedarbejder i Varde Kommune, Hans Otzen, at husejerne undlader at høste den fulde økonomiske gevinst af projektet.
-Det er sådan, at folk der etablerer jordvarme kan få et driftstilskud fra Sydenergi på ca. 8 øre pr. kilowattime ud over de første 4.000 forbrugte. Et typisk parcelhus bruger mellem 10.000 og 16.000 kilowattimer, så det drejer sig faktisk om et pænt beløb. Alligevel sidder jeg i øjeblikket med ca. 150 anlæg som ikke er færdigmeldte, og som derfor ikke kan høste den sidste gevinst af deres grønne investering. Det er ærgerligt for dem, men måske er det deres entreprenør, der ikke har helt styr på denne del af processen, fortæller Hans Otzen.
I Varde Kommune har man en politik omkring grøn energi, og man har derfor bevidst gjort det meget nemt for borgerne hurtigt at få den nødvendige tilladelse. Uden det sidste lille stykke papir høster borgerne dog ikke hele den grønne gevinst.
Måske netop fordi man har valgt at gøre papirgangen nem, hurtig og smidig er interessen for at få jordvarme eksploderet de seneste år. Samtidigt har man fra kommunal side valgt en linje, der betyder, at selv borgere med tilslutningspligt til naturgassen har en mulighed for at etablere den grønnere energiform.
I 2007 søgte kun ca. 50 borgere om tilladelse til at etablere jordvarme, men i starten af 2008 steg interessen drastisk, og der blev etableret 375 anlæg. I år når antallet af nye anlæg ikke helt derop. Måske som en konsekvens af finanskrisen, men 250 er alligevel virkeligt mange.
-Jeg talte med en kollega i Sønderborg, der syntes, de havde mange sidste år. Det var 70 styk, så i Varde er der betydeligt mere medvind for den slags energi. Vi har således netop givet tilladelse til etablering af landets formentlig største anlæg. Det drejer sig om en maskinvirksomhed i Årres opland, der nu vil lave et anlæg, hvor der nedgraves mere end 6 km. slanger. Til sammenligning kan jeg oplyse, at man til et almindeligt parcelhus typisk nedgraver 450 meter slange, fortæller Hans Otzen der hilser den grønne energiform velkommen, men opfordrer ejerne af de mange nye anlæg til også at høste den sidste gevinst.
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.