
VARDE: Et næsten enigt byråd i Varde vedtog tirsdag aften, at der ikke mere skal lokalplanlægges for enkeltstående solcelleparker i kommunen. Desuden droppes et solcellekort, som hidtil har været en del af kommuneplanen.
Årsagen er de nye krav i den grønne trepart om, at der skal være mere natur, udtages lavbundsjorde og rejses meget mere skov. Og så bliver der ikke nødvendigvis plads til en masse solcelleparker også.
- Vi har løbende haft snakke om, hvordan vi bruger vores arealer til de rigtige ting. Selv om vi geografisk er en stor kommune, er der mange interesser, understregede borgmester Mads Sørensen (V) og nævnte, at alene forsvaret optager ti procent af kommunens areal.
Den politiske aftale om vedvarende energi i Varde
- Der lokalplanlægges ikke for enkeltstående solcelleparker i kommunen.
- Solcellekortet udtages af kommuneplanen.
- Kommende ansøgningsfrister for vedvarende energianlæg sættes i bero.
- Kombi-projekter med sol og vind og ønsker om grøn energi etableret i sektorkoblede projekter kan etableres efter ansøgning.
- Enkeltstående solcelleparker på arealer, hvor der er drikkevandsressourcer, som skal beskyttes, kan imødekommes.
- Solceller på kommunale tage og landbrugs/erhvervsbygninger bør fremmes, hvor det er muligt og hensigtsmæssigt.
Beslutningen betyder, at flere planlagte solcelleprojekter får afslag eller sættes på pause, mens andre får lov at fortsætte, fordi det er kombiprojekter.
Udenfor aftalen står to løsgængere og Dansk Folkeparti enlige medlem. De to løsgængere argumenterede for, at der er tale om en forhastet beslutning.
Timeout
Formanden for plan- og teknikudvalget, Preben Friis-Hauge (V), erklærede sig derimod glad for aftalen om, at der "passes bedre på kommunens areal".
- Vi er en stor geografisk kommune, men vi har nok svært ved at blive større, medmindre vi køber en anden kommune. Det er jo så populært at købe alt muligt land nu om stunder, men jeg tror ikke, det er specielt realistisk, sagde han og kaldte aftalen en timeout, hvor arealerne kan gentænkes.
- Måske kan samme areal bruges til både vindmøller og solceller, eller måske kan der laves solceller i skovene, hvis det er muligt, sagde han.
Forvaltningen oplyste i øvrigt, at der er et stigende antal henvendelser om solceller på landbrugs- og erhvervsbygninger. Forventningen er, at der de kommende år vil ske en yderligere kapacitetsudbygning af denne type solceller.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.