VEJEN: Politikerne i Vejen Kommune må droppe to budgetforslag, der lagde op til at erstatte tre almindelige undervisningstimer om ugen med computerundervisning og selvstudier for de ældste elever i folkeskolen.
Det er indstillingen efter et møde med Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, STUK, oplyser kommunen.
- Vi har haft en god dialog og et godt samarbejde med STUK. Hovedparten af de opmærksomhedspunkter, vi drøftede, var tænkt ind i det oprindelige forslag. Men vi anerkender, at vi skulle have skønnet anderledes i forhold til, hvem der kan træffe beslutning om holddannelse. Det er nu præciseret, at den kompetence i denne kontekst ligger hos skolelederne, ikke hos politikerne.
- Når man, som vi har gjort, gerne vil udvikle og udfordre undervisningsformen i folkeskolen for at skabe endnu mere fleksible og lærerige undervisningsformer for eleverne, så risikerer man at træde ved siden af. Det har vi lært af, siger afdelingschef for skole, kultur og fritid, Regin Holm Nielsen.
For at undgå besparelser via ”grønthøstermetoden” havde administrationen forsøgt at komme med meget konkrete forslag til, hvor der kunne spares.
Skolelederens ansvar
- Intentionen har aldrig været at bryde med lovgivningen, men at undersøge rammerne for, hvordan vi kan udvikle undervisningen og bruge it og teknologi i undervisningen. Det har heller aldrig i de oprindelige forslag været på tale at skabe lærerløse timer, som det har fremgået i pressen, men derimod bruge lærerkræfterne på en anden måde end den traditionelle. Alternativet med at lærerne skal løbe stærkere for at nå mere, men med gammelkendte metoder, vil vi gerne undgå, udtaler direktør Morten Oldrup.
Det bliver nu tydeliggjort, at det er op til skolelederen på den enkelte skole at beslutte, hvorvidt der skal benyttes holddannelse, og det vil kun ske, hvis det efter pædagogisk vurdering er til gavn for den enkelte elev og det tilgodeser klassen samlede behov.
- I forhold til minimumstimetal, undervisningstid og kvalifikationskrav, så er det skolelederens opgave at sikre sig, at undervisningen lever op til lovgivningen, og det understøtter vi dem naturligvis i, ud fra den vejledning vi har fået fra STUK, siger Regin Holm Nielsen.
Det vil desuden være skolebestyrelsen, der fastsætter de overordnede rammer for holddannelse for den enkelte skole.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.