
VEJLE: En 3800 kvadratmeter stor kystskrænt ned til Vejle Fjord er blevet ændret. Træer og buske er fjernet, og der er banket jernstolper i skrænten.
DR Nyheder fortalte onsdag om sagen, og både Kystdirektoratet og Vejle Kommune er i gang med at undersøge de nærmere omstændigheder. Det oplyser de to myndigheder til Ritzau.
Sagen begyndte, da Vejle Kommune i begyndelsen af april konstaterede et brud på en kloakledning i området. Kommunens folk konstaterede, at entreprenørmaskiner var til stede ved skrænten, hvor et gravearbejde var i gang, og man gjorde klar til at banke spuns i jorden.
- Vi gav det første påbud 3. april om at standse det arbejde, man var i gang med derude. Det var ikke noget, man havde søgt tilladelse til, forklarer chef for Plan, Byg & Miljø i Vejle Kommune Lars Buksti.
Alligevel fortsatte arbejdet, forklarer han.
- Vi konstaterer i dagene derefter, at arbejdet ikke var standset, og derfor gav vi et nyt påbud, siger Lars Buksti.
Hyrer ekstern geolog
Lodsejeren har ifølge Lars Buksti forklaret, at arbejdet på skrænten er sket efter et jordskred fra naturens side. Spunspladerne blev anbragt for at holde på jorden, lyder forklaringen fra lodsejeren ifølge den kommunale chef.
- Men uanset om der er sket et jordskred ad naturens vej, så berettiger det ikke til at foretage et arbejde af den karakter uden at søge om tilladelse til det først, siger Lars Buksti.
Vejle Kommune har nu hyret en ekstern geolog for at få ekspertøjne til at gennemgå forholdene. I kommunen ser man med "stor alvor" på sagen, forklarer Lars Buksti.
- Det var en træbevokset skrænt, som naturlige skred havde formet med bratte kanter over tid, og hvor blandt andet digesvaler har haft bygget rede i klinten. Men de er nu væk. Det er et ret unikt område, siger han.
Også Kystdirektoratet er i gang med at undersøge sagen. Kystdirektoratet er myndighed, når det gælder strandbeskyttelseslinjen. Reglerne siger, at der ikke må ske terrænregulering inden for 300 meter fra strandbredden. Det er endnu uvist, hvornår afgørelsen fra de to myndigheder vil være klar.
De mulige konsekvenser i sagen er, at myndighederne stiller krav om retablering af området, som det var før. En mulighed er også, at myndighederne skrider til politianmeldelse af lodsejeren. Lodsejeren har over for både DR og Vejle Amts Folkeblad afvist at have gjort noget forkert.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.