Sammen med partierne i oppositionen har regeringen aftalt, at der efter sommerferien skal indføres en række skærpelser i konsekvenserne for vold og social kontrol. Det oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet lørdag.
Aftalen er ifølge udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) rettet mod de indvandrerfamilier, der opdrager med vold og social kontrol.
- Langt de fleste indvandrerforældre er selvfølgelig lige så kærlige i deres opdragelse som de fleste andre forældre. De opdrager uden vold og social kontrol. Men vi må nok indse, at vi har undervurderet, hvor gammeldags en kultur nogle indvandrere har med i rygsækken. Mange kommer hertil fra lande, hvor vold i opdragelsen desværre er normalt, siger han.
Aftalen rummer fire tiltag, der udvider konsekvenserne økonomisk og juridisk, hvis man bliver kendt skyldig i social kontrol eller vold mod børn i familien.
Straffen for gentagen vold, grov vold og mishandling mod et barn af en person i eller nært knyttet til barnets husstand bliver øget med en tredjedel.
Derudover tages en økonomisk hammer i brug, der hidtil har været brugt mod bandekriminelle.
Indfører karantæneliste
Personer straffet for vold eller grov vold mod børn i nære relationer vil ifølge aftalen fremover - på lige fod med personer dømt for banderelateret kriminalitet - ende på en karantæneliste i ydelsessystemet.
Karantænen betyder, at de i tre år efter dom ikke kan få dagpenge under arbejdsløshed. I stedet må de højst modtage kontanthjælp og visse ydelser på niveau med det, der tidligere hed integrationsydelse.
Et andet element i aftalen betyder, at personer, der bliver idømt mindst 60 dages ubetinget fængsel for børnebortførelse, genopdragelsesrejser, tvangsægteskaber, religiøse vielser af mindreårige eller tildækningstvang, må vinke farvel til udsigten til permanent opholdstilladelse i Danmark.
Det sidste element omhandler muligheden for familiesammenføring.
Hvis en forælder eller dennes ægtefælle eller samlever har fået en fængselsdom for at sende et andet barn på genopdragelsesrejse, vil den voksne ikke kunne få familiesammenføring med et andet barn de næste ti år.
Der er tale om en politisk aftale. Først efter sommerferien vil regeringen fremsætte forslag, der skal gøre den til lov.
Ingen af regeringens støttepartier er med i aftalen. Det er til gengæld Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Nye Borgerlige.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.