
Mens disse linjer skrives, kan en ophidsel debat følges på Facebook som reaktion på TV2-udsendelsen 'En rigtig møgsag - Frås i Kommunernes Landsforening'.
På dagsordenen var ekstravagant udgiftspraksis i forbindelse med Folkemødet, indkøb af urimeligt dyre kuglepenne, politianmeldelse fra KL's side af en 'tidligere højtstående medarbejder', et dyrt parløb med advokatfirmaet NorbommVinding, samt påstået juridisk bistand fra KL til folketingsmedlem Carl Holst (V). Dertil sager om KL-direktør Kristian Wendelboes afbestilling af flyrejser til Rio.
Kristian Wendelboe lagde allerede i går kl. 9.35 - længe før folk havde mulighed for at se udsendelsen - en redegørelse på KL's Facebook-side, hvor han gennemgår seks forhold for at imødegå tv-dokumentaren, og både før og efter dokumentaren gav den livlig debat.
Der er både de meget direkte reaktioner om grådighed, arrogance, dårlig dømmekraft, magtmisbrug, korruptionslignende forhold i KL. Nogle seere kommer til at tænke på Tvind eller Brixtofte - og flere kommenterer om manglende respekt for at skulle administrere andres penge.
Andre reagerer modsat, taler om folkedomstol som et farligt element, om TV2 som 'fake news', om programmer der typisk kun viser den halve sandhed.
KL-kommunikationschef Ida Thuesen har valgt at svare faktuelt på flere af kommentarerne i den lange Facebook-tråd, der i skrivende stund har fået 284 kommentarer - og hvor Wendelboes oprindelige redegørelse er blevet delt 122 gange.
Flere af de mere seriøse kommentarer går på, at den tidligere 'højt placerede ansatte' i 2013 tog to computere fra KL og gav til sine børn. Blandt andet spørges: 'Er dette korrekt??? Ifølge TV2's oplysninger blev direktionen i KL bekendt med den højtstående medarbejders misbrug allerede i 2013. Her skulle den mistænkte have taget to computere fra KL og givet dem til sine børn. Dengang nøjedes Kristian Wendelboe ifølge indberetningen med at give chefen en skriftlig advarsel.'
'Ikke gået i Elgiganten'
Ida Thuesen svarer ikke direkte, men lægger ikke skjul på frustrationen, da hun svarer, at 'Det er korrekt, at der tidligere har været en opmærksomhed på det pågældende kontor. Det blev dengang besluttet, at der skulle være skærpet fokus på den del af huset, og derfor er det ekstra frustrerende, at det tilsyneladende fortsatte. Da det er en personalesag, kan KL desværre ikke kommentere mere på den. Men det er helt klart en situation, som vi absolut helst havde været foruden.'
Senere i debatten spørger en anden ind til det samme: 'Der er vist stadig ikke svaret på hvordan man kan stjæle to computere, og kun få en advarsel? Tænker I at den vil gå i Elgiganten? Og hvad skulle Kristian Wendelboe i øvrigt i Rio til OL? Det kan godt være at det er indenfor jeres 'rammer', men så er de rammer sgu forkerte, som han så vist også fandt ud af, da der blev spurgt ind til det!'
Og senere i tråden kommenterer en tredje: 'Det er muligt at det er i overensstemmelse med KL’s praksis og retningslinjer, at direktionsmedlemmer kan deltage i repræsentative formål med en ledsager (hvorfor skal I kunne tage en ledsager med?) Men bare tanken om at Kristian Wendelboe eller andre fra direktionen kan ødsle skatteborgernes penge væk på en tur til OL i Rio, (hvad har det med KL's opgaver at gøre?) det er langt ude i skoven og stærkt bekymrende. Gad vide hvad I ellers øsler skatteborgernes penge til.'
Spørgsmålene er mange, svarene fra KL er en del færre i denne Facebook-tråd - og en ting er sikkert: Der bliver fortsat brug for damage control.
Følg debatten på KL's Facebook-side
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.