
Foden er stadig placeret på bremsepedalen. Men foden er lettet lidt, så der kan blive igangsat initiativer til gavn og glæde for det danske samfund.
Det er beskeden fra finansminister Nicolai Wammen (S), som fredag klokken 11 vil præsentere SVM-regeringens udspil til finansloven for næste år.
- Det, vi gør nu, er, at vi letter foden en lille smule fra bremsen. Det er stadig en meget ansvarlig finanslov, for vi har ingen lyst til at puste så meget til dansk økonomi, at vi risikerer, at inflationen bevæger sig opad igen.
- Omvendt er det godt, at vi nu har en så sikker bane at spille på, at vi kan begynde at investere, blandt andet i velfærd, grøn omstilling og tryghed, siger finansministeren.
Kommuner og regioner har fået
Nogen gavebod bliver der dog ikke tale om. Nicolai Wammen henviser til, at en stor sum penge allerede er blevet afsat i de aftaler, som regeringen tidligere i år indgik med kommunerne og regionerne.
I aftalen med Kommunernes Landsforening blev den såkaldte serviceramme hævet med 3,4 milliarder kroner næste år. Servicerammen er det beløb, landets 98 kommuner må bruge på serviceydelser næste år.
De fem regioners økonomi blev løftet med 2,1 milliarder kroner næste år.
- Vi har et velfærdssamfund, som er godt, men som også nogle steder er slidt. Det var også baggrunden for, at vi investerede så massivt i kommune- og regionsaftalerne.
- Det er vigtigt at sige, at vi godt ved, at det ikke løser alle problemer i kommunerne. Der er stadig kommuner, der har store udfordringer, og det skal man have respekt for. Men det ændrer ikke på, at det var den bedste kommuneaftale i 15 år, siger Nicolai Wammen.
En halv milliard at forhandle om
SVM-regeringen vil i lighed med sidste år afsætte 500 millioner kroner til den såkaldte forhandlingsreserve i sit finanslovsforslag for 2025. Det erfarer Jyllands-Posten.
Da finansloven sidste år var forhandlet færdig, var reserven dog steget til lidt under én milliard kroner. Dengang var hele 11 partier fra Folketinget med i finansloven, så der var også en del ønsker, regeringen skulle imødekomme. Tidligere år har beløbet dog ligget over både én og to milliarder kroner.
Forhandlingsreserven er en pulje penge, hvor partierne kan komme med deres særlige ønsker til finansloven.
Ved finanslovsforhandlingerne i foråret 2023 var der en historisk lille forhandlingsreserve på 200 millioner kroner i regeringens forslag. Det skyldtes dog også, at finansloven for 2023 landede meget sent, fordi SVM-regeringen var blevet dannet i december 2022.
Den daværende S-regering havde i august 2022 præsenteret sit udspil til en finanslov for 2023, men efter dannelsen af SVM-regeringen blev et nyt udspil strikket sammen og først præsenteret i marts 2023. Finansloven landede derfor først i april samme år.
Nogle elementer i regeringens prioriteter for finansloven er allerede meldt ud. Blandt andet at 1.000 stillinger i statens administration skal skæres væk næste år.
- Vi mener, at de kræfter og penge, som den opgaveløsning koster, skal bruges på mere borgernære opgaver, så vi omsætter administrative kræfter til velfærd og andre vigtige ting for det danske samfund, siger Nicolai Wammen.
Ligeledes bliver det såkaldte håndværkerfradrag genindført.
/ritzau/dotn
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.