
NYBORG: Ældre- og sundhedschef Mette Bill Ladegaard er fortid i Nyborg Kommune. Hun fratrådte tirsdag med øjeblikkelig virkning, ifølge Fyens Stiftstidende fældet af oplysninger, der er fremkommet fra en whistleblower i forbindelse med den store undersøgelse af kulturen på rådhuset.
- Baggrunden er en afdækning i forhold til kulturundersøgelsen, hvor der er kommet nogle ting frem. En del af det handler om ledelsesstil og ledelsesadfærd, og begge parter har haft en gensidig forståelse for, at det var i begges interesse, at der blev indgået en fratrædelsesaftale, siger økonomi- og digitaliseringsdirektør Anders M. Sørensen til avisen.
Økonomiudvalget blev orienteret om sagen på et ekstraordinært møde sent mandag. Anders M. Sørensen ønsker ikke at uddybe sagen nærmere, og det gør Mette Bill Ladegaard heller ikke.
"Jeg er rigtig ked af det og havde ikke set det komme," skriver hun i en sms til TV2 Fyn.
Mette Bill Ladegaard har været chef i kommunen i 14 år, de første otte som sundhedschef og siden 2016 som kombineret sundheds- og ældrechef.
Susanne Buch, souschef i Sundhed og Omsorg, er ifølge kommunens hjemmeside nu konstitueret som sundheds- og ældrechef.
Krænkelseskultur
Undersøgelsen af kulturen i Nyborg blev igangsat efter en våd julefrokost i december, som førte til fyring af vicekommunaldirektør Søren Møllegaard, som ifølge en pressemeddelelse havde "udvist en adfærd, der ikke er forenelig med stillingen som vicekommunaldirektør".
Ifølge anonyme henvendelser var der ikke tale om et enkeltstående tilfælde, men om "en syg kultur" og en længerevarende krænkelseskultur med grænseoverskridende adfærd blandt ledelse og direktion.
Undersøgelsen udføres af KL's udviklingscenter Komponent, og den var oprindeligt planlagt til at være klar før sommerferien, men ventes nu i stedet færdig efter ferien.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.