dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Der skal opføres mere sol- og vindenergi til lands i Danmark, derfor vil et bredt flertal i Folketinget udpege områder til formålet. De første udpegninger af områder nærmer sig. (Arkivfoto)
Jens Dresling/Ritzau Scanpix

17 områder i spil som første statsligt udpegede energiparker

Regeringens mål om firedobling af grøn energiproduktion til lands skal bl.a. nås gennem en statslig udpegning af områder til energiparker.

En bredt flertal i Folketinget støttede i december om "Klimaaftale om mere grøn energi fra sol og vind på land", som bl.a. indeholder en ambition om, at Danmark skal firedoble sin elproduktion fra sol og vind på land frem mod 2030.

Indtil videre er der i to runder blevet screenet i alt 271 områder som mulige destinationer for disse energiparker. I øjeblikket har Plan- og Landdistriktsstyrelsen fået positive tilbagemeldinger om områderne fra kommunerne for i alt 17 arealer. Det oplyser styrelsen i en meddelelse. 

Det er ministeren for byer og landdistrikter, Morten Dahlin (V), der med kommunalbestyrelsens tilslutning i sidste ende udpeger arealer til energiparker efter forudgående orientering af aftalekredsen bag "Klimaaftale om mere grøn energi fra sol og vind på land 2023". Udpegningen af energiparker vil ske i form af bekendtgørelser, som fastlægger det areal, som udpeges til energipark. 

- Vi er nu klar til at gå videre med at udpege de første 17 arealer til energiparker på baggrund af en tæt dialog med kommuner og VE-opstillere. Det er et vigtigt skridt i at muliggøre en firedobling af grøn strøm fra sol og vind på land. Og det er et vigtigt skridt for at sikre et Danmark, der er fri af russisk gas. Samtidig giver energiparkerne mulighed for nye erhvervs- og udviklingsmuligheder i landdistrikterne, som kan bidrage til flere arbejdspladser og mere vækst lokalt, siger Morten Dahlin i en meddelelse.

Første udpegninger sker i slutningen af 2024

Udpegningen af energiparker på land giver mulighed for at etablere både VE-anlæg, PtX-anlæg og tilknyttet erhvervsmæssig bebyggelse som fx produktionsvirksomheder. De 17 energiparker har et maksimalt teoretisk energiproduktionspotentiale på 9,2 TWh.

Energiparkerne vil blive udpeget i henhold til en ny lov om statsligt udpegede energiparker, som træder i kraft 1. juli. Loven giver gunstige vilkår for etablering af energiparker på land med vindmøller og solcelleanlæg samt tilknyttede anlæg i form af PtX-anlæg og anden erhvervsmæssig bebyggelse.

Der arbejdes for en udpegning af de første energiparker ultimo 2024. Der åbnes også for indmelding af nye potentielle arealer til energiparker ultimo 2024 og igen i 2025.

Disse arealer er i spil til at blive udpeget som de første statslige energiparker:

  • Arealet Uur Hedebrug i Ikast-Brande Kommune
  • Arealet Ulkær Mose i Ikast-Brande Kommune
  • Arealet Farris i Kolding Kommune
  • Arealet Eggebæk (Padborg Klimapark) i Aabenraa Kommune
  • Arealet ved Båløvej i Aabenraa Kommune
  • Arealet Hjølund Øst i Silkeborg Kommune
  • Arealet Hjølund Vest i Silkeborg Kommune
  • Arealet Vognserup Gods i Holbæk Kommune
  • Arealet Idomlund i Holstebro Kommune
  • Arealet Lellinge frihed og Vallø Storskov i Køge Kommune
  • Arealet Nørre Nebel i Varde Kommune
  • Arealet ved Svejlund j i Aabenraa Kommune
  • Arealet ved Perbøl i Aabenraa Kommune
  • Arealet Rendbæk Øst i Jammerbugt Kommune
  • Arealet Nørrekær Enge i Vesthimmerlands Kommune
  • Arealet Svoldrup Kær i Vesthimmerlands Kommune
  • Arealet Energipark ved Tjele i Viborg Kommune

Kilde:  Plan- og Landdistriktsstyrelsen

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/17-omraader-i-spil-som-foerste-statsligt-udpegede-energiparker

GDPR