Dødfødt idé at ændre reformen
- Selvfølgelig var det spændende at være med til. For det er en stor omvæltning i et apparat, der har fungeret i mange år. Men det var altså også besværligt ud over alle grænser. Derfor skal vi også være ekstra opmærksomme på ikke at lægge for store byrder over på embedsapparatet, når det bliver nødvendigt at foretage nogle justeringer af reformen. Af samme grund er det også en hel dødfødt idé at lave hele reformen om. Det kan vi ganske enkelt ikke byde vore ansatte. De har gjort en fantastisk indsats med denne reform, og det skal de ikke straffes for, siger Danmarks yngste borgmester, 27-årigeMarie Stærke (S) til dknyt.
Miljøområdet må justeres
- Vi kan på den anden side ikke udelukke, at det bliver nødvendigt med nogle justeringer af reformen. Tag nu miljøområdet, som er lagt over til kommunerne. Det betyder blandt andet, at når vi gerne vil lave et nyt stadion i Køge, så skal der måske foretages en VVM-undersøgelse af det sted, hvor vi vil lægge den. Den skal vi selv foretage. Jeg kan godt på forhånd se, at det kan være lidt svært, hvis vi selv skal kontrollere og godkende arealer, til nogle byggeplaner, vi selv har, siger Marie Stærke.
Hun er imidlertid helt overbevist om, at de eventuelle justeringer skal foretages efter nogle grundige vurderinger og nogle grundige studier af, hvordan reformen virker.
- Det tager tid. Vi skal have nogle erfaringer at bygge på, inden vi går i gang med et revisionsarbejde. Og så skal det forberedes og planlægges , så det giver den mindst mulig belastning af vore medarbejdere, siger Køges borgmester.
Fusion af to vidt forskellige kommuner
Når det gælder arbejdsplads-kulturer kan det tage endnu længere tid, at få systemerne til at fungere sammen, forudser den unge borgmester.
- Der er trods alt kulturforskelle mellem måderne at arbejde og tænke på i de kommuner, der nu er slået sammen, siger hun.
Køge blev ved reformen slået sammen med den langt mindre og langt yngre Skovbo Kommune.
- Der er tale om en omkring 700 år gammel kommune, der er lagt sammen med en nogle og trediveårig kommune, der er dannet af flere sogne ved den forrige reform. Danmark er et lille land. Men tænk på, hvor mange dialekter, vi har i dette land. Hvor mange forskellige egnskulturer vi har med kun få kilometers mellemrum. Det siger en masse om, hvor forskellige vi er, trods landets beskedne størrelse. De forskelligheder skal også samarbejdes.
Kan stadig mærke kulturforskellene
- Vi har i forbindelse med budgetlægningen for den nye storkommune holdt strategimøder for, hvordan vi skal tilrettelægge sammenkøringen af en række forskellige opgaver. Vi kan stadig mærke kulturforskellene. Ikke sådan, at der er nogle, der direkte modarbejder. Men blot fordi nogle forskelle simpelt hen er der, og dem er vi nødt til at tage alvorligt, hvis det skal lykkes at komme videre med det her i harmoni. Så længe alle stræber efter det, skal det nok gå, og det tror jeg, at alle vil, siger borgmesteren.
Da Marie Stærke i 2006 brugte sine unge kræfter for at være med til at skabe en ny storkommune, var hun totalt uvidende om, at hun selv skulle blive sat i spidsen for den. Hendes 62-årige partifælle Torben Hansen døde. Venlige partifæller opfordrede hende til at stille op. På målstregen passerede hun ? trods sine kun fem år i kommunalbestyrelsen - to langt ældre og mere erfarne partifæller og blev Køges nye borgmester. Hun er tilhænger af reformen. Nu skal hun føre den ud i livet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.