
KØBENHAVN: Kys, klap og omfavnelse. Nedsættende seksuelle kommentarer om dig selv eller andre kolleger. Det findes stadig på en række arbejdspladser - også i Københavns Kommune, fortæller en del af de ansatte.
Kommunen har gennemført en undersøgelse af sexistisk kultur. Cirka 21.000 ud af kommunens 47.000 ansatte har deltaget i undersøgelsen.
16 procent af dem, der har deltaget, svarer, at de inden for det seneste år har oplevet sexistisk kultur eller uønsket adfærd af seksuel karakter på arbejdspladsen. Det svarer til 3.440 medarbejdere.
Især omsorgspersonale, socialpædagoger og sosu’er har oplevet sexistisk kultur eller adfærd. Også lærere er blandt de faggrupper, der har oplevet flest uønskede hændelser.
Det drejer sig især om seksuelle kommentarer og nedsættende tale om køn eller seksuel orientering.
62 procent af dem, der har oplevet en sexistisk hændelse, svarer, at den uønskede seksuelle opmærksomhed eller kommentarerne kom fra en intern samarbejdspartner. For eksempel en kollega.
38 procent siger, at det kom fra en ekstern samarbejdspartner.
Et godt stykke igen
Ifølge overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) er kommunen i gang med et arbejde for at nedbringe antallet af krænkende oplevelser.
- Alle medarbejdere skal gå på arbejde og være sikre på, at de møder ind til en god omgangstone. Og at de er klædt på til at håndtere det, hvis de arbejder med udsatte borgere. Den her undersøgelse viser mig, at vi har et godt stykke igen, siger hun.
MeToo-debatten har raset ekstra voldsomt i netop Københavns Kommune. Her trak tidligere overborgmester Frank Jensen (S) sig i efteråret 2020 efter en række anklager om krænkelser af kvinder i og omkring hans parti.
Frank Jensen trak sig samtidig som næstformand i Socialdemokratiet.
Senere fandt en advokatundersøgelse 12 episoder, der involverede beskyldninger om krænkelser. De fandt ifølge undersøgelsen sted i perioden fra 2010 til 2020.
I halvdelen af sagerne har der ifølge undersøgelsen været de nødvendige beviser til at konkludere, at en kvinde har været udsat for uønsket fysisk eller verbal kontakt fra Frank Jensen.
Se rapporten her.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.