
AALBORG: Tidligere har beboere i to lokalområder i Aalborg fået tilbuddet, og nu er det medarbejdernes tur: De ansatte i to forvaltninger får nu i en prøveperiode mulighed for at lease en elcykel til brug i fritiden og til og fra arbejde.
- At lease en cykel er en mulighed for at teste, om man kan ændre sine vaner til gavn for miljøet. Måske kan børnene blive afleveret i børnehaven med ladcykel i stedet for bil. For hver en kilometer tæller i CO2-regnskabet. Bare én dag om ugen på cykel er bedre end fem dage i bil, siger Per Clausen (EL), som er rådmand for Klima og Miljø, den ene af de to forvaltninger på Stigsborg Brygge på nordsiden af Limfjorden.
- El-cykler giver nye muligheder for dem, der tidligere har været afhængige af bil nr. to, og samtidig mindsker de trængslen på vores veje. Som kommune skal vi vise vejen og motivere nye mobilitetsformer, hvilket vores el-cykel-ordning er et glimrende eksempel på, siger rådmand Jan Nymark Thaysen (V) fra By og Land, den anden af de to involverede forvaltninger.
Personalegode beskattes
Kommunen dækker udgiften i prøveperioden, men da der er tale om et personalegode, skal det beskattes. I denne uge trækkes der lod blandt de interesserede medarbejdere om de 20 leasede cykler, som er en blanding af almindelige cykler, ladcykler og særligt hurtige elcykler, som kan køre op til 40 km/t, oplyser projektleder Kia Hansen til DK Nyt.
Projektet slutter til september. Da borgerne i to lokalområder fik et tilsvarende tilbud, endte mange med selv at købe en elcykel, da prøveperioden udløb.
Ud over at lease en el-cykel kan medarbejderne på Stigsborg Brygge få egne cykler serviceret gratis af en cykelsmed, som kommer på arbejdspladsen én gang om måneden. Det er også muligt at koordinere samkørsel via den gratis app "Nabogo" og få adgang til parkeringspladser, som netop er reserveret til samkørsel.
Kampagnen "God energi på arbejde" er en del af det internationale projekt SMaRT (Sustainable Mobility Rural and Urban Transport). Formålet er at gøre transporten fra A til B mere bæredygtig i forhold til klima, sundhed og økonomi.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.