
AALBORG: Aalborg vil med borgernes hjælp videreføre sidste års arbejde med at forsøge at genskabe de stenrev, der i årenes løb er forsvundet fra de danske farvande. Det oplyser kommunen.
I Aalborg er det vandmiljøet og biodiversiteten i Limfjorden, der skal have en hjælpende hånd. Det skal ske ved at indsamle store sten og etablere nye stenrev i samarbejde med flere lokale kysthjælpere. Alle store natursten, der afleveres på Aalborgs genbrugspladser, samles og udlægges i Limfjorden i løbet af 2024-2025.
Projektet blev indledt sidste år, hvor der blev indsamlet mange sten fra kommunens haver, men der er brug for endnu flere. Derfor åbnes der igen i år for muligheden for at indlevere natursten på tre af kommunens genbrugspladser. Kysthjælperne har allerede været godt i gang med at sortere sten fra sidste års indsamling. Næste skridt bliver at udlægge stenene.
- Hvis de gode fiskebestande i Limfjorden skal komme igen, bliver vi nødt til selv at gøre noget. Her er udlægning af sten noget helt konkret, vi som brugere af fjorden kan hjælpe til med, siger Frederik Svendsen fra Dansk Amatørfiskerforening, en af de frivillige kysthjælpere fra organisationer og foreninger, der har været med til at udpege områder både øst og vest for Aalborg, hvor forholdene er egnede til udlægning af sten.
Engang lå der mange sten på bunden af Limfjorden, men efter mange års stenfiskeri er der kun få stenrev tilbage. Mindst 8 mio. kubikmeter sten er blevet fjernet fra de danske farvande frem til 2010, hvor det blev forbudt. Stenene er blevet brugt til havnemoler, kystsikring og anlægsprojekter.
Fra 1. maj til 1. november kan kommunens borgere aflevere natursten fra haven på genbrugspladserne. Større mængder sten fra landmænd og entreprenører kan afleveres ved RGS Nordic i Aalborg Øst efter nærmere aftale med Aalborg Kommune.
dotn
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.