AARHUS: Fremover vil Aarhus Kommune stille krav i sine kulturaftaler om, at de omhandlede institutioner skal udarbejde samværsregler.
Desuden vil kommunen tage initiativ til, at eksterne samarbejdspartnere som kunstnere og optrædende i kommunens egne institutioner kender reglerne, og den opfordrer byens kulturinstitutioner til at gøre det samme.
Begge dele er led i et fælles initiativ mod sexisme og sexchikane, "Aarhus mod sexisme", som kommunen er gået sammen med Idrætssamvirket, Kultursamvirket, Århus Ungdommens Fællesråd og Folkeoplysningssamvirket om.
Det sker på baggrund af en fælles undersøgelse af omfanget af sexisme og sexchikane i kommunens kultur- og fritidsliv.
4,9 pct. har oplevet hændelser
Her har næsten 2.000 borgere svaret på spørgsmål om deres oplevelser i kultur- og foreningslivet. 4,9 pct. af dem svarer ja til, at de inden for de seneste to år har været udsat for minimum én hændelse, der involverede sexisme, sexchikane eller seksuelle krænkelser. 9 pct. har svaret "delvist". 4,7 pct. svarer desuden, at de har oplevet hændelser mod andre end dem selv.
Særligt borgere med relation til kulturinstitutioner og –organisationer har oplevet hændelser, mens det i nogen grad gør sig gældende blandt borgere med relation til børne- og ungdomsforeninger og sport- og fritidsforeninger. Kun få har oplevet hændelser i folkeoplysningsforbund og aftenskoler.
Særligt kvinder og særligt yngre borgere angiver, at de har været udsat for sexisme eller sexchikane. Kun få har anmeldt hændelsen til foreningen eller organisationen.
Bruges nationalt
”Aarhus mod sexisme” vil nu følge op med en række konkrete initiativer. De fire samvirker og kommunen vil sammen udarbejde forskellige målrettede informationskampagner og uddannelsesforløb og informationsmateriale til bestyrelser og ledere.
Undersøgelsen fra Aarhus vil desuden være udgangspunkt for en national dialog mellem de nationale forbund, organisationer og netværk, blandt andet vil DIF og DGI bruge den.
- Vi har med rapporten og det fælles initiativ taget det første lille skridt mod en løsning, men det bliver en lang og vedvarende rejse. Vi skal have ændret kulturen, så vi fremover får mere viden og en større åbenhed om sexisme, samtidig med at vi tager alle hændelser alvorligt og handler på dem, siger rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad (R).
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.