
AARHUS: 25 af i alt 40 lærere på Søndervangskolen har ikke længere tiltro til ledelsen, fremgår det af en mail, som formand for Århus Lærerforening Dorthe Ryom Fisker har sendt til direktøren for Børn og Unge i Aarhus Kommune, Martin Østergaard Christensen. Det skriver Politiken.
Lærerforeningen, støttet af et flertal af lærerne, lægger dermed op til, at ledelsen skal fjernes.
- Jeg synes, at det er ubehageligt at gå på arbejde. Jeg vil ikke i snak med ledelsen. Når der foregår en stor undersøgelse af en ledelse, og der er nogle beskyldninger, som er så grimme, og som jeg også godt kan nikke genkendende til dele af, synes jeg ikke, at ledelsen skal være til stede på arbejdspladsen, siger en af de 25 lærere til avisen.
Ifølge Århus Stiftstidende har ledelsen i Børn og Unge ryddet kalenderen mandag 25. oktober til at drøfte sagen, ligesom den på baggrund af Dorthe Ryoms mail har aftalt møder med både Århus Lærerforening og skoleledelsen.
Arbejdsmiljø i fokus
Skolens arbejdsmiljø er kommet under lup i forbindelse med afsløringer om, at der i 2016 og i 2017 blev snydt med prøvetiden. I kølvandet på det er flere beskyldninger mod ledelsen kommet frem, og beskyldningerne mod den tidligere velansete skole tårner sig op, og kaster skygger ind over kommunen, hvis ansvar i sagen nu også skal granskes i en uvildig undersøgelse, som Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (Stuk) har bedt kommunen om.
Søndervangskolen har tidligere haft stor udskiftning i medarbejderstaben, og kommunen var tilbage i 2017 involveret i en arbejdsmiljøindsats. Århus Lærerforening har over for Folkeskolen bekræftet, at der har været flere personsager omhandlende det psykiske arbejdsmiljø på skolen.
Tidligere lærer og tillidsrepræsentant Pia Moelsby har til fagmediet Folkeskolen ligeledes berettet om et arbejdsmiljø præget af mistro, manipulation og frygt.
Stuk har bedt kommunen om en uddybende redegørelse med frist 28. oktober, hvor den beder om svar på 15 spørgsmål blandt andet til byrådets håndtering af sagen.
sfe
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.