
AARHUS: Den nu fratrådte centerchef Claus Nickelsen fra Aarhus Kommunes Center for Miljø og Energi har i årevis haft et så omfattende rod i bilagene fra sit brug af et kommunalt betalingskort, at kommunen i mere end et år har mistænkt ham for muligt misbrug af skattekroner til private formål, skriver Jyllands-Posten.
Centerchefen fik i sidste måned en fratrædelsesaftale, der blev meddelt i en yderst kortfattet pressemeddelse fra Aarhus Kommune uden hverken begrundelse eller andre oplysninger ud over selve fratrædelsen. Jyllands-Posten er imidlertid nu kommet i besiddelse af en række dokumenter, der indtil nu ikke har været offentlig kendt.
Ifølge avisen var det en mistanke om muligt misbrug af skattekroner for 'relativt små beløb', som i sidste måned kostede jobbet. I en stikprøvekontrol af Claus Nickelsens kommunale betalingskort fandt Revisionsfirmaet Ernst & Young ifølge Jyllands-Posten mangler i 92 pct. af de undersøgte bilag, svarende til at der manglede dokumentation fra 165 ud af 178 udgifter til en samlet værdi af 169.337 kr., og at der i 86 tilfælde var godkendt og betalt for udgifter, selvom der ingen underbilag var bogført.
Ernst & Young-undersøgelsen blev iværksat i kølvandet på den omfattende sag om afdelingsleder Claus Pedersen fra Center for Byens Anvendelse og Natur og Vej Service, som efter en kulegravning foretaget af Århus Stiftstidende først fik en fratrædelsesaftale og siden bortvist uden løn og politianmeldt.
Ernst & Young-undersøgelsens første offer var Teknik og Miljø-direktør Erik Jespersen, som en enig magistrat mistede tilliden til, da undersøgelsesrapporten forelå.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.